Når City Vest fredag holder food festival, præsenterer indkøbscentret sammen med vinbutikken BARe VIN samtidig en ny Brabrand-øl. Det foregår ved et særligt arrangement fredag kl. 16-17. For hver øl der bliver solgt, bliver der doneret et bidrag til Brabrands kultur- og forsamlingshus Det Gamle Gasværk.
Det blev en underholdende aften med masser af mål, da Brabrand og Åbyhøj onsdag aften tørnede sammen på Åbyhøj Stadion. Brabrand var lige en tand skarpere og vandt med 5-3 og holder fast i en topplacering i jyllandsserie 1. Allerede efter en halv time stod der 2-2, og så var stilen lagt for kampen. Brabrands mål blev scoret af Morten Ostenfeld og Frederik Hoe med hver to mål og Anders Hyttel med et enkelt.
Den 15. august var det 50 år siden, at Tage og Else Hansen flyttede ind i blok B4 på Gudrunsvej. Parret skulle være hyldet på Gellerupparkens beboermøde i sidste uge, men for første gang i mange år var Tage og Else ikke i stand til at deltage i mødet. Så det var først onsdag, at de standhaftige beboere modtog deres jubilæumsgave, som var en indkøbspose fyldt med chokolade, nødder og andre søde sager. Foto: Helle Hansen.
Gellerups Glade Gavlmalere har fuldført endnu et projekt. En gammel container ved Information Vest på Tinesvej er blevet malet op med flotte farver og små sætninger a la “Hjem kære hjem”, og at føle sig hjemme, hvor man bor.
Oliven Spejderne i Toveshøj mangler voksne ledere, men har nu sat gang i et oplæringsforløb, hvor de tre spejdere Ayah, Hend og Souad fra de sorte spirer får mulighed for at blive assistenter. De vil efter forløbet assistere en voksen leder med at følge og lede mikropatruljerne.
Igen i dag kan du blive vaccineret uden tidsbestilling i City Vest. Du møder bare op i tidsrummet kl. 9-15 og medbringer dit gule sygesikringskort. De seneste torsdage er flere end 90 personer hver gang blevet vaccineret.