Onsdag modtog ni fædre fra Gellerup i byrådssalen i Aarhus deres diplom for at have gennemført læringsforløbet “Baba – fordi far er vigtig”. Gruppen af engagerede fædre er nu klar til at gå ud og gøre en forskel i Gellerup. Læs mere om projektet en af de nærmeste dage på Vores Brabrand.
18-årige Anton Søjberg, som til daglig spiller på Brabrands 2. divisionshold i fodbold, er i disse dage på træningsophold i den norske klub Stabæk, skriver holdets hjemmeside. ”Der er mange danske spillere, der ikke oplever det at komme væk hjemmefra, før de bliver solgt til en udenlandsk klub. Nu har jeg fået mulighed for at vise mig frem og prøve mig selv af i et fuldtids-setup – det ser jeg som en eksklusiv mulighed”, fortæller Anton Søjberg, som går i 2.g.
Brabrand Håndbold sikrede et rekordoverskud på hele 60.000 kr. på salg af skrabelodder omkring jul, og klubben har nu kåret de medlemmer, som solgte flest skrabelodder: Det blev Mille Brogaard Møller og Caroline Møller.
I aften kl. 19.30 afholder Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv den anden af to lokalhistoriske aftener. Det foregår på Gasværket, og man kan købe billet á 50 kr. i Danmission Genbrug på Hovedgaden.