Frederik Rahn Stampe fra Helenelyst (tv) blev i weekenden nummer to ved DM i motocross i 85 cc-klassen og fik sølvmedalje. “Det har været en vild sæson, hvor førstepladsen har skiftet kører hele 4 gange, hen over de 12 heats vi har kørt. Selvom jeg selvfølgelig gerne ville have vundet mesterskabet, er jeg super glad for min andenplads set over en hel sæson,” skriver han på Facebook.
Beboerne i Brabrand Boligforenings afdeling i Holmstrup forkastede forleden ved skriftlig afstemning budgettet med 25 stemmer for og 91 imod. 7 stemmesedler var blanke, skriver Skræppebladet. Det er nu op til foreningsbestyrelsen og tilsynsrådet, hvad der videre skal ske. Beboermødet vedtog så godt som enstemmigt en længere udtalelse fra Edvin Juhl, der begrunder det nærmere.
I aften kl. 18.30 inviterer Gellerup Bibliotek alle studerende til gratis fællesspisning og musik. Biblioteket sørger for aftensmaden og underholdningen denne aften, så du skal bare komme, som du er. Arrangementet er støttet af Genlyd Aarhus.
Brabrand Boligforenings blad, Skræppebladet, har netop sendt den digitale udgave af oktober-nummeret på gaden. Du finder det her. Du kan blandt andet læse om forløbet af nogle af de mange afdelingsmøder i boligforeningen. Blandt andet har Skræppebladet være med ved møderne i seniorfællesskabet Voldbækhave, Skovgårdsparken, Gellerupparken og Odinsgård.
En kommende ny jernbane mellem Aarhus og Silkeborg har stor betydning for at binde regionen bedre sammen og give flest mulige borgere og erhverv adgang til hurtig og grøn togtransport. Derfor Venstre i Aarhus til, at de kommende undersøgelser også kommer til at omfatte muligheden for at gennemføre de stationsåbninger med dobbeltspor-løsning med stop i så mange bysamfund på strækningen som overhovedet muligt. Det skriver Stiften.