I aften kl. 19.00 hos Kultursted Brabrand, J.P. Larsens Vej 17F, fortæller Ingelise Dalberg-Larsen og Helle Kappel Kjær historier fra gode danske forfattere. Billetter til fortælle-aftenen koster 100,- og kan købes ved indgangen.
Som tidligere skrevet på Vores Brabrand har elever på Sødalskolen lavet et nyt kunstværk til Gasværket. Det hænger nu på parkeringspladsen uden for kulturhuset. Ved afsløringen i september tog Per Falk Bredgaard dette foto, som han efterfølgende lagde på Google Kort med angivelse af Gasværkets placering. Det er siden blevet set hele 5400 gange, oplyser Per Falk Bredgaard.
I eftermiddag kl. 17.00 er der børnegudstjeneste i Brabrand Kirke, især for mindre børn i alderen 4-8 år og deres familier. Derefter er der familievenlig aftensmad i sognegården. Tilmelding er ikke nødvendig.
I aften kl. 17.30 åbner Gellerup Forsamlingshus op for kreaværkstedet. Forsamlingshuset inviterer til gratis langbordsmiddag, hvor du efterfølgende ganske gratis kan male dit eget krus, som du kan have stående som dit personlige krus hos Gellerup Forsamlingshus. Arrangementet er for 18-30-årige. Du kan tilmelde dig her.
Vores Brabrand skrev for nylig en artikel om Tobias Grotkjær Elmstrøm, som har advokatkontor i Bazar Vest og er folketingskandidat for Moderaterne. DR offentliggjorde forleden denne artikel, hvoraf det fremgår, at Tobias Grotkjær Elmstrøm og hans advokatfirma er involveret i seks alvorlige sager. Det drejer sig om tre sager i Advokatnævnet, to i Flygtningenævnet og én sag i Ligebehandlingsnævnet, hvor Elmstrøm ifølge nævnet har brudt ligebehandlingsloven. Advokatnævnet mener, at Elmstrøm i tre tilfælde har “groft tilsidesat god advokatskik”.