Påskeudstillingen på Gasværket er igen blevet aflyst på grund af corona-restriktionerne. Fællesudstillingen for de lokale kunstnere med titlen “Ud i blå” er i stedet flyttet til Kulturugen i september. Men for at markere, at der stadig er kunstnerisk aktivitet, har Kunstværket inviteret udstillerne til at lægge et billede ind på en “Virtuel udstillingsside” under Gasværket. Desuden kan man også se kunstværkerne på Gasværkets Facebookside.
En anholdelse af nogle unge mænd i Brabrand onsdag eftermiddag udviklede sig til uro, skriver Lokalavisen. En patrulje kiggede forbi en kælder på Inger Christensens Gade, hvor der var seks drenge i alderen 15 til 20 år omgivet af hash, joints, salgsposer og digitalvægte. En 16-årig dreng forsøgte at vriste sig fri og nikkede i den forbindelse den ene betjent en skalle.
Livsværkstederne i City Vest var onsdag på udflugt til Karpenhøj Naturcenter i selskab med en flok engagerede folk fra Café Vita. Der var hyggelige udendørs rammer, bålmad, vildmarksbad for de modige – og team-aktiviteter, hvor der bl.a. skulle løses puslespil og flyttes klodser med en kran.
Oliven Spejderne holdt forleden generalforsamling via computeren, hvor følgende blev valgt til bestyrelsen. Formand: Mustafa Faour, næstformand: Ibrahim Al Tal, sekreter: Mohammed Hawa, kasserer: Abu Ahmad Firas, fundraising: Roba Al-Sharkawi, bestyrelsesmedlemmer: Mohammed Soueidan og Essa Taha.
Tiny house-byggeren Anders Boisen i Årslev har klaret vinteren igennem i sit lille hus på hjul, men det har dog ikke været helt uden problemer. I denne video fortæller han om den kuldeprop i skorstenen, der betød, at han i den koldeste vinter fik hele huset fuld af røg. Han kan også berette om, hvordan han løste problemet.
Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 10.00 fire drenge, to på 15 år og to på 16 år, der sigtes for kvalificeret vold den 21. februar ved på Janesvej at have overfaldet en 25-årig mand med knytnæveslag og knivstik. Han havde haft en konfrontation med gruppen, hvorefter to af dem havde jagtet ham, og den ene havde stukket ham med kniv.