Det er blevet en dejlig tradition, at der er grundlovsfest i Søparken ved Brabrand Sø ovenfor roklubben. Her samles unge og ældre til en hyggelig eftermiddag d. 5. juni kl. 14.00. I år holdes grundlovstalen af den nu tidligere præst i Brabrand samt provst i Århus Vestre Provsti, Esben Andersen, som stadig har noget på hjerte. I år kan arrangørerne også præsentere en minikoncert med Brabrand Sangkor, fællessang, opvisning af spring og dans ved Brabrand IF’s gymnastikhold og sidste nyt om projekt Fornyelse af Hovedgaden.
Gellerup Fællesråd og Gellerup Kirke er blandt arrangørerne af årets grundlovsfest på Fredspladsen med sang, taler, koncert, cirkus og mad. “Vi fester for fællesskabet, friheden og demokratiet. Demokratiet er ingen selvfølge – det er der blevet kæmpet for gennem flere 100 år og demokratiet stadig brug for kærlig opmærksomhed for overleve og tilpasse sig vores samtid og fælles fremtid,” skriver arrangørerne.
I formiddag kl. 9.30 på Gellerup Bibliotek kan du være med til at bygge din drømmeskole i Lego. I samarbejde med LEGO Fondens Build the Change har biblioteket fået en masse nye Lego-klodser på biblioteket. Arrangementet er for de største børn i børnehaven.
Randa Radwan, der bor på Toveshøj, blev mandag aften konstitueret som ny forkvinde for Gellerup Fællesråd. Det skete, da den nyvalgte fællesrådsbestyrelse konstituerede sig umiddelbart efter den årlige generalforsamling. Birthe Bjerring Jensen blev udnævnt til næstformand, og Elsebeth Frederiksen blev sekretær. Helle Hansen, der har været formand siden 2005, overtager kasserer-posten efter Conny Jepsen, der udtræder af bestyrelsen efter at passet på fællesrådets finanser siden stiftelsen i 2001. Derudover består fællesrådets bestyrelse af Chadi Ali Kayed, Torben Hartmann og Peter Kjellerup.
I aften kl. 18 byder Gellerup Højskole på ølsmagning, højskolesang og pizza fra stenovn. De to ølbryggende søstre i Schwesterbrau fortæller om, hvorfor de er blevet fanget af at brygge og drikke øl. Arrangementet er for unge i alderen 18-30 år.
23-årige Nagin Ravand, fodboldtræner fra Gellerup, er denne uges forside-person på modemagasinet Elle. “Jeg have aldrig forestillet mig selv som et “forside”-eksempel, men nu er jeg præcis det – og kan inspirere næste generation af unge minoritets-piger til at drømme endnu større og nå ting, de næppe havde forestillet sig,” skriver Nagin Ravand på Facebook.
Onsdag kl. 15.57 skete der et færdselsuheld på Stenbækvej, hvor en 79-årig mandlig cyklist og en 82-årig kvindelig bilist var involveret i et færdselsuheld. Den 79-årige mandlige cyklist blev kørt til kontrol på hospitalet, men ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden.
Torsdag kl. 00.29 skete der et færdselsuheld på Rosbjergvej, hvor en 27-årig mandlig bilist var involveret i et solouheld, da han påkørte en jordvold og en lygtepæl. Den 27-årige blev efterfølgende kørt til kontrol på hospitalet, men kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.