Der var hård kamp om at skabe den allerflotteste lagkage, da Livsværkstederne og flere andre aktører omkring Fredspladsen i Gellerup i går inviterede til fællesskab og hygge. Vindere blev Hayalm Husam Mohammed Ali Asarraf, Agnes Gammelgaard Møller, Isabella Overgaard Winther, Margrethe Hingelberg og Alma Mosekjær Svinth, som alle går på Sødalskolen. De ses på billedet i de sidste hektiske minutter af konkurrencen.
I aften kl. 19.30 inviterer Brabrand Aarslev Kirker til foredrag med sognepræst og provst Esben Andersen, som vil fortælle om sin personlige oplevelse af udviklingen i Brabrand og Sdr. Aarslev, siden han 1. august 1988 tiltrådte som sognepræst. Det foregår i sognegården, Engdalsvej 1.
Gasværket i Brabrand var i aftes igen på Aarhus Byråds dagsorden. Keld Hvalsø fra Enhedslisten havde foreslået, at Gasværket skal sidestilles med andre kulturhuse og fritages for husleje. Bortset fra Alternativet, der støttede forslaget, var der ikke opbakning fra de andre partier – men velvilje til at se på det i de kommende budgetforhandlinger.
Hver torsdag kl. 16.30 samles beboere i Gellerup og Toveshøj med andre interesserede og går en rute gennem lokalområdet som protest mod yderligere nedrivninger i Gellerup og Toveshøj. Mødestedet er hovedindgangen ved Bazar Vest.
Der var i aftes fuldt hus til fællesspisning på Lokalcenter Brabrand. I anledning af den nationale “Danmark Spiser Sammen”-kampagne havde lokalcentret inviteret til tre retters mad og underholdning ved Ole Jensen på guitar.
Torsdag kl. 10.00 – 14.00 er der salgsdag på Lokalcenter Brabrand med mulighed for at købe tøj, sko mv.