Café Brabrand inviterer fredag kl. 18.00 til fest for bydelens unge, der går i 6. og 7. klasse. Der vil blandt andet være spisning med “Alt godt fra ønskebrønden” – pommes frites, nuggets, fisk, løgringe, osv. Derefter fyres der op for musikken, og der er fri dans og leg, men der kommer også konkurrencer. Det hele foregår i pejsestuen i Brabrandhallen. Billetter kan købes her.
I eftermiddag kl. 17.00-18.15 fortæller sognepræst Inger Birgitte Bruun i Brabrand Sognegård om nogle af de modstandsfolk, der ligger begravet på kirkegården. Det er tredje del af serien om modstandstidens Brabrand. Pris: 25,- for voksne, gratis for børn. Læs mere om arrangementet her.
I tirsdags åbnede kunstnersammenslutningen Åbne Døre kunstudstilling i laden hos Veteranhjem Midtjylland. Udstillingen kan ses hver dag i tidsrummet kl. 12-15. Fredag kl. 16-18 er der fernisering af udstillingen, hvor åbningstalen holdes af forfatteren Lars Morell.
Ialt 30 cyklister og gående er de seneste tre år endt på skadestuen efter uheld og sammenstød på Brabrandstien. Det viser en opgørelse, som Universitetshospitalet i Skejby har lavet for Aarhus Stiftstidende. Stiften havde søgt aktindsigt i tallene for at finde ud af, hvor mange alvorlige uheld, der sker på den stærkt trafikerede sti. Læs mere i artiklen her, der dog kræver betaling.
Gellerup Live bringer et portræt af artisten, danselæreren og meget andet, T-Love, som har brugt det meste af sit liv på at danse og blandt andet har optrådt for Michael Jackson. I videoen her taler han især om altid at prøve at være positiv.