Der skal være plads til de nye master til kørestrøm for de kommende eltog på strækningen Aarhus – Aalborg. Derfor har Banedanmark denne maskine i gang langs banen i Brabrand. “Det bliver lidt bart for os, der bor op til banen, og fuglene må finde et andet sted at kvidre. Men resultatet kunne godt betyde bedre udsigt til Brabrand sø for nogle” skriver Kaj Ingvorsen fra J.P. Larsens Vej. Fotos: Kaj Ingvorsen.
Om få uger åbner den første butik midt i Gellerup, Bagel King, der sælge bagels, sandwiches og pastasalater. Butikken ligger i den røde bygning lige syd for Blixens på Karen Blixens Boulevard. Butikken åbner for take away d. 4. maj og vil give rabat på madvarer de første uger.
Tidligere halinspektør i Brabrand gennem 33 år, Jørn Fischer, er død, 86 år. I 1970 blev han ansat som Brabrandhallens første halinspektør og stod også for hallens cafeteria, indtil hans kone Tove, overtog den del. Jørn Fischer gik på pension i 2003 som 70-årig. Tove og Jørn Fischer har de seneste år boet på plejehjemmet Sct. Olaf i Højbjerg, skriver Stiften i en nekrolog.
Madstedet Banh Mi Bandits på Aarhus Street Food åbner nu en restaurant i Nørregade, skriver Lokalavisen. Madbanditterne har produktionslokale på Sintrupvej og flere af folkene bag, Faisan Saeed, Jonas Schwartz og John og Jimmy Tran, har rødder i Brabrand.