Gellerup kan snart fejre 50 års jubilæum, og det markeres i dag kl. 17-19 i E&P Huset med en række oplæg om hvem der egentlig skabte Gellerup. Mød Lars Nikolajsen, Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, arkitekt Jens Bager og museumsinspektør Anneken Apel, Den gamle By. Læs mere her
En 19-årig mand kørte natten til torsdag kl. 3.01 direkte over for rødt to gange lige for øjnene af to betjente, der sad i deres patruljebil på Edwin Rahrs Vej. Da betjentene fik standset bilen, virkede den 19-årige fører særdeles påvirket af narko. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre over for rødt to gange.
I eftermiddag kl. 17-19 er der småbørnsgudstjeneste i Brabrand Kirke med efterfølgende spisning i Sognegården.
Gudstjenesten varer ca. 30 minutter og er tilrettelagt for børn fra 0-6 år. Maden koster 25 kr. pr. voksen. Læs mere
Også Gellerup Bibliotek har et godt tilbud i aften kl. 19-22, hvor der præsenteres digte, dokumentarfilm og lækkerier. Først vises Max Kestners Verden i Danmark (spilletid: 42 min.), og så bliver digte med samme tema som filmen læst højt. Læs mere her
Fredag d. 23. november åbner skoleindskrivningen for børn, der skal starte i skole til næste sommer. Sødalskolens ledelse er i øjeblikket på rundtur til de 22 daginstitutioner i skoledistriktet for at møde forældrene ansigt til ansigt. Stiften var med på besøg i Unimukken på Jettesvej.
Gellerup har fået sin egen filmklub, Vest for Paradis, der i aften viser filmen Sriracha om oprindelsen af den berømte sriracha chili sauce. Menuen i forbindelse med fimvisningen er chili tapas. Arrangementet foregår hos Galleri Andomeda på Gudrunsvej 82. Læs mere
Onsdag eftermiddag skete et færdselsuheld i krydset Edwin Rahrs Vej/Janesvej. En 29-årig mandlig bilist kørte ind over en spærreflade og ramte ind i en bil ført af en 30-årig kvinde. Ingen personer kom umiddelbart til skade ved uheldet.
Også på J.P. Larsens Vej skete et færdselsuheld onsdag kl. 15.40. En 89-årig kvindelig bilist ramte ind i et helleanlæg, men slap umiddelbart uden skader.