På onsdag aftens generalforsamling i Brabrand-Årslev Fællesråd blev en fuldtallig bestyrelse for fællesrådet valgt. Kim Bisgaard og Berit O. Secher genopstillede og blev valgt, og det samme gjorde de tre nye navne, som kom til i løbet af 2023, Carsten Strange Jensen, Mia Sorgenfrey og Kristian Ditlev Frische. Desuden er Per Falk Bredgaard medlem af bestyrelsen, mens Maja Trinkjær udtrådte. Carsten Warnich og Søren Bülow blev valgt som suppleanter. På billedet ses hele bestyrelsen med suppleanter. Søren Bülow er dog fraværende.
I aften kl. 20.00 kan du som en del af den landsdækkende Vinterjazzfestival opleve Emma Pilgaard Band på Gasværket. I de samme dage udgiver Emma Pilgaard sit længe ventede debutalbum “In My Garden”, så koncerten er også en release-koncert. Billetpris 160,- for medlemmer. Du kan reservere billetter her.
I dag kl. 11-13 i beboerhuset Laden begynder et kursus for alle, som ønsker at komme tættere på arbejdsmarkedet. Undervisere er Rikke og Ane fra Jobcenter Aarhus. Kurset varer otte torsdage. Tilmelding his Ilham Mohamed på 23897415.
I aften kl. 19.00 holder Brabrand IF Gymnastik generalforsamling i Brabrandhallen. Der begyndes kl. 18.00 med fællesspisning. Tilmelding her via afdelingens hjemmeside. I aften kl. 19 afholder Brabrand IF Badminton ligeledes generalforsamling i Brabrandhallen.
Lørdag kl. 10-12 inviterer afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken til fælles morgenmad i Samlingshusets Lille Sal i stueetagen bag den store sal. Du kan høre om, hvad der rører sig i beboerdemokratiet og stille dine spørgsmål eller komme med forslag.
På mandag d. 26. februar inviterer det nye folkehusråd i Gellerup kl. 13.00 til aktivitetsdag i cafeen i Folkehuset Gellerup på Gudrunsvej 80. “Vi sætter gang i fælles aktiviteter i folkehuset. Kom og hør om rådets ideer om kom selv med dine egne forslag”, lyder det i invitationen.
Østjyllands Politi fremstillede i dag en 19-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for at have begået grov vold i forbindelse med et overfald på en 23-årig mand. Overfaldet fandt sted den 13. februar kl. 14.45 på en adresse i Aarhus N, hvor den 19-årige i forening med to øvrige gerningsmænd slog og sparkede den forurettede flere gange i hovedet og på kroppen, hvormed han kom alvorligt til skade. Den 19-årige blev anholdt onsdag formiddag kl. 10.09 på en adresse i Brabrand.