I går var det årets korteste dag. Det markerede fotograf Jørgen Nielsen ved at finde optimismen og lyset i dette foto fra den nordlige side af Brabrand Sø. Du kan i øvrigt finde spændende gaveideer i hans webshop Horisontfotos, hvor du blandt andet kan købe en kalender for 2023 med billeder fra årets gang i Aarhus Ådal.
I det nye år igangsætter Cirkus Tværs en ny aktivitet for børn og deres fædre, Cirkus Bøf (bø + f = bøf), der gerne vil bruge tid sammen og lave noget cirkus. “Cirkus Bøf gentænker måden, som vi er sammen med vores børn på. I løbet af dagen ”sender” vi vores børn afsted i skole eller daginstitution, til sport eller måske ind på værelset. Men man sender ikke sine børn afsted til Cirkus Bøf. Man drager sammen afsted mod cirkusteltet,” skriver Cirkus Tværs. Det foregår over 10 søndage og afsluttes med en fælles forestilling.
I dag er sidste åbningsdag i Ibens Kaffehus, inden Brabrands nye samlingssted på Hovedgaden holder ferielukket frem til og med d. 2. januar. Til gengæld har Café Æblehaven åbent en stor del af juleferien, bortset fra d. 24. og 25. december, hvor der er lukket. I dag og i morgen, 23. december er der åbent kl. 10-16, og det er også tilfældet d. 26.-30. december.
Vipadel Aarhus på Holmstrupgårdvej i Brabrand er ny sponsor for Brabrand IF´s 2. divisionshold i fodbold. “I Brabrand Divisions Fodbold glæder vi os til at byde Vipadel velkommen i netværket og på DOMIS Park, og er glade for at endnu en lokal virksomhed vil bruge os som eksponeringskanal til lokalområdet,” skriver Brabrand Divisions Fodbold i sin velkomst.
I efteråret 2022 har en gruppe kreative skribenter hver uge mødtes i skriveværkstedet “Vi skriver som det passer os” på Gellerup Bibliotek. Her har deltagerne haft mulighed for at styrke sine litterære kompetencer gennem skriveøvelser, højtlæsning og feedback, og eksperimentere med fortællingens former og udtryk. En grundregel for undervisningen er, at deltagerne ikke kan gøre noget forkert. De må stave som det passer dem, skrive på og med hvad de vil, og på det sprog, de ønsker. Du kan læse om forløbet her.