Tidligere chef for Lokalpolitiet i Aarhus Vest, Jens Espensen, vender i foråret tilbage til sit gamle “hood” for at deltage i en række byvandringer i Gellerup. Sammen med Chadi Kayed, E&P Huset, vil han fortælle historier og anekdoter fra sin tid som “sheriff” i lokalområdet. Turene foregår lørdagene 27. april, 11. maj og 25. maj, alle dage kl. 13-15 med mødested i E&P Huset på Karen Blixens Boulevard. Illustration lånt af Skræppebladet.
Onsdag kl. 21.18 skete der et færdselsuheld på Åby Ringvej. En 18-årig mandlig bilist kom kørende ad Åby Ringvej ved Edwin Rahrs Vej, da han mistede herredømmet over sin bil og ramte midterrabatten. Bilen skred ud og snurrede rundt og påkørte en elmast i højre side af vejen. Der skete ingen personskade ved uheldet.
Brabrand Erhvervsforening holder i dag kl. 15-16 generalforsamling på den øverste etage af Aarhus Kommunes nye kontorhus, Blixens, på Karen Blixens Boulevard. Efter generalforsamlingen kl. 16.15-19.00 står Brabrand Erhvervsforening bag en erhvervskonference samme sted med oplæg fra bl.a. projektchef Bente Damsgaard Sejersen, Aarhus Kommune, og direktør Henrik Seiding, Teknik og Miljø.
Idémanden bag boligprojektet Årslev Fælled, Kim Bisgaard, skulle i aften have fortalt om projektet i Brabrand Sognegård, men arrangementet er desværre blevet aflyst på grund af sygdom.
Brabrand Håndbolds kvinder i jyllandsserien spiller i aften sæsonens sidste kamp på hjemmebane mod Nørager. Holdet har vundet samtlige kampe og har allerede sikret sig oprykning til 3. division, og det vil blive fejret efter kampen, der spilles kl. 20.15.