Østjyllands Politi fremstiller i dag en 26-årig mand i Retten i Aarhus. Han sigtes for grov vold begået i forbindelse med et slagsmål onsdag på Edwin Rahrs Vej. Ud fra vidneudsagn og overvågning fandt politiet frem til den 26-årige mand, som blev anholdt og sigtet for under slagsmålet at have trukket en kniv og stukket ud efter en anden mand, som fik en flænge i sin jakke ved angrebet. Østjyllands Politi fortsætter efterforskningen for at finde frem til andre mulige gerningsmænd ved slagsmålet.
Østjyllands Politi standsede onsdag kl. 15.19 på Åby Ringvej en bil, som de mistænkte for at have forbindelse til slagsmålet på Edwin Rahrs Vej. I bilen befandt sig fire unge mænd i 20’erne, som alle blev anholdt. De tre af dem var særdeles usamarbejdsvillige og skreg og råbte højlydt. De blev derfor alle sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Der var fuldt hus i Lokalcenter Brabrands café onsdag eftermiddag, og sangen gjaldede, da organist ved Gellerup Kirke spillede for til et bredt udvalg af sange fra højskolesangbogen. Og bagefter var der byg-selv hotdogs.
Business Danmark Århus Seniorklub, der holder til på Gasværket,
har holdt generalforsamling. Kurt Rasmussen blev nyvalgt til formand. Kassereren Niels Andersen og sekretæren Henning Nielsen blev genvalgt. Poul Toustrup blev desuden nyvalgt til bestyrelsen.
Chresten Heesgård Ibsen, Brabrands egen folketingskandidat, er klar til at deltage i politiske møder, endnu før valget er skrevet ud: “Jeg vil gerne i træning, for at kunne være mig selv – selv i stiv politisk kuling. Så jeg har brug for at komme ud og fortælle om mine holdninger versus alle mulige andres”, skriver han på Facebook.