Foråret var kommet til Fredspladsen i går eftermiddags, da Det Gyldne Orkester tog fat på dagens mini-turné i Gellerup. Ganske mange tilhørere var dukket op efter regnen og hørte blandt andet den nye Gellerup-sang, Åbn din gyldne port. Desuden lavede Livsværkstederne pandekager over bål.
Der var masser af tilskuere på Brabrand Stadion til semifinalen i pokalturneringen for u17-hold i aftes, hvor TST/BIF i straffesparkskonkurrence måtte se sig slået af Andrup IF. Brabrand var ellers kommet flot igen efter at have været bagud 0-1. Ilias Dakir udlignede til 1-1, og herfra overtog Brabrand fuldstændig spillet og havde mange chancer for at score sejrsmålet. Men da det ikke lykkedes, måtte holdene sparke straffespark om sejren.
Café Europa åbnede onsdag igen efter den langvarige nedlukning. Åbningstiden er 7.30-15.30 mandag-tirsdag, mens der onsdag-fredag er forlænget åbningstid frem til 19.30. Menukort fremgår af caféens Facebook-side.
En 28-årig mand blev tirsdag idømt en betinget fængselsdom på 60 dage med et krav om 80 timers samfundstjeneste for at påkøre en 23-årig kvinde i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej sidste år. Kvinden blev dræbt på stedet. Stiften undrer sig over, at den 28-årige ikke skal i fængsel og har talt med sagens forsvarer og anklager. Du kan læse artiklen her.
Fodboldklubben ACFC led onsdag aften sit første nederlag efter oprykningen til serie 2. Modstanderen på Arena Vest i Gellerup hed Prügelknabe IK, og det så også fra starten ud til at blive holdets skæbne, da ACFC hurtigt kom foran 3-0. Men kampen blev vendt på hovedet i anden halvleg, hvor Prügelknabe IK scorede fire mål i træk og endte med at vinde kampen 6-5.
Så kom den endelig – sejren til Vatanspors nydannede kvindehold. Spillerne fortsætter med at strømme til holdet, der nu har 25 spillere. Men sejrene har manglet. Onsdag aften blev det dog til de første tre points, da Vatanspor sejrede 3-0 på udebane over Sejs/Svejbæk.