I morgen, fredag kl. 15-17, kan du i Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92, deltage i en lokalhistorisk café, hvor Svend-Erik Christiansen fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv fortæller om branden i Brabrand i 1849 og om Trues nedlagte kirke. Caféen er arrangeret i samarbejde mellem FO-Aarhus, Aarhus Stadsarkiv og Magistraten for Sundhed og Omsorg. Deltagelse koster 30,-. Du kan tilmelde dig her.
Er du interesseret i håndarbejde, og vil du gerne indgå i et fællesskab? Så kan du i dag mellem kl. 16 og kl. 18 i ”Mellemrummet” foran Gellerup Bibliotek møde nogle af de håndarbejdsfællesskaber, som er i lokalområdet. Du kan høre, hvad de laver og hvornår. Og du kan komme med forslag til, hvad du selv kunne tænke dig at igangsætte, eller hvad du kunne ønske dig af muligheder. Bydelsmødrene i 8220 står bag initiativet.
Lørdag d. 18. juni kl. 15.00 kan du i Kollektivbyen opleve tre meget forskellige artister live, når de i samarbejde med AroS Kunstmuseum og virksomhedsfællesskabet Kollektivbyen vil præsentere deres musik i den mest “rå” form, som muligt, nemlig præcis, som sangene blev “født”. Det er Alan Roy Scott (USA/Sverige), Lalou (D/DK) og Ida Björg (Island/DK). De optræder både sammen og hver for sig på skift.
Onsdag kl. 16.38 standsede en patrulje en bil ved en p-plads på Sigridsvej. I bilen sad tre unge mænd, en 18-årig mand bag rattet, en 19-årig mand på passagersædet og en 18-årig mand på bagsædet. Den 18-årige fører af bilen blev fundet i besiddelse af både hash og tramadol-piller, der var gjort klar til salg, og han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. Den 18-årige mand på bagsædet blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash til eget forbrug og blev derfor sigtet for narkobesiddelse.