Friluftsskolen.dk er et forsøg på at kombinere frisk luft, bevægelse og læring, oprettet af Peter Tranum Thomsen, Brabrand. Han har lagt en række poster ud i det lokale landskab. Barnet udvælger nogle poster på kortet og bevæger sig rundt til dem. Posterne er identificeret med et skilt med en QR-kode på, som barnet skal scanne med sin mobiltelefon.
Her i marts kan et af Danmarks ældste beboerblade, Skræppebladet, fejre 50-årsjubilæum. Skræppebladet er Brabrand Boligforenings beboerblad. Jubilæet markeres med en række af forskellige aktiviteter. Jubilæumsreceptionen i marts er dog aflyst og gennemføres i stedet på et andet tidspunkt i jubilæumsåret, skriver Skræppebladet på hjemmesiden.
Jyllands-Posten har også været en tur i Bazar Vest, hvor 15 fødevarebutikker fortsat holdes åbne. “Vi gør alt, hvad vi kan for at indskærpe reglerne om håndsprit, handsker og afstand, og jeg tror, at dronningens tale tirsdag aften gjorde stort indtryk på mange beboere herude, så alle nu forstår, at situationen er meget alvorlig”, siger centerchef Ahmet Øcalan til avisen.