Gasværket holdt forleden frivilligfest for de mange, som lægger en masse gratis timer for at få Brabrands kultur- og forsamlingshus til at køre. Der var mad, drikke og masser af røverhistorier omkring bordene. “Hvis du vil være med til festen næste gang, så tilbyd din arbejdskraft der, hvor du kan bidrage,” lyder det fra Gasværket.
Det blev onsdag besluttet, at fodboldklubben Vatanspors pokalkamp mod AGF bliver spillet på idrætsanlægget ved Sødalskolen torsdag d. 1. september kl. 17.15. Men torsdag er kampen flyttet, så den nu spilles på AGF´s hjemmebane Ceres Park sammen dag kl. 18.30.
Også Brabrand IF´s pokalkamp mod 3. divisionsholdet Young Boys fra Silkeborg er blevet fastsat. Den kamp spilles tirsdag d. 30. august kl. 18.00 i Silkeborg.
Bestyrelsen for Skjoldhøjkollegiet har besluttet at reducere antallet af de nuværende 847 kollegieværelser med op mod 75 pct. Det vil svare til 635 færre kollegieværelser. Kollegiets bestyrelse har nu valgt at gå videre med to bygherrer, som nu konkurrerer på, hvem der bedst muligt kan gøre Skjoldhøjkollegiet til en mere attraktiv og blandet bydel, hvor også andre boligformer skal have en plads. I november beslutter bestyrelsen, hvem der skal have opgaven, skriver Jyllands-Posten.
Der har gennem længere tid været uro i fodboldklubben Jammerbugt FC, der sammen med blandt andre Brabrand IF spiller i 2. division. Klubben har haft rod med økonomien, og flere ansatte har i perioder ikke fået udbetalt løn til tiden. Nu fortæller Allan Reese, vicedirektør i Spillerforeningen, til Bold.dk, at klubben er begæret konkurs.
Vi nærmer os d. 3. september, hvor koncerten og litteraturfestivalen Det flimrende lys over Brabrand Sø afvikles på Stadepladsen ved Brabrand Sø med blandt andre sangerne Steen Jørgensen og Kira Skov samt digteren Peter Laugesen fra Brabrand. Og nu er koncert-plakaten klar – skabt af Anna Sylvester-Hvid, Atelier JP17B i Brabrand. Der sælges billetter til arrangementet ved indgangen for 150,- pr. person.