Aarhus Kommune har nu etableret de længe ventede bump på Hejredalsvej. Håbet er, at de vil være med til at dæmpe hastigheden på vejen, der i mange år har været kendetegnet ved meget hurtigtkørende trafik.
I aften kl. 19.30 på Gasværket holder Lars Nikolajsen, Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv foredrag om Holger Høiriis, som for 90 år siden som den første dansker var fløjet over Atlanten fra USA til Europa. Du kan købe billetter á 50,- på forhånd i genbrugsbutikken i Hovedgaden eller på Gasværket, når du kommer til foredraget.
SF ønsker en ny jernbane fra Aarhus til Silkeborg, og projektet er nu blevet en del af forhandlingerne på Christiansborg om fremtidens trafikinvesteringer i Danmark, skriver Jyllands-Posten. Trafikprofessor Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet mener, at økonomien i projektet er “acceptabel”. En jernbane til Silkeborg vil gøre en togstation i Brabrand endnu mere oplagt, da mange flere så vil stige af og på toget her i bydelen.
I denne uge kommer repræsentanter for Brabrand Boligforening rundt til alle beboere i Gellerupparken og fortæller om muligheder for genhusning og den kommende afstemning om helhedsplanen. “Her kan du spørge os om de ting, du er i tvivl om og vi kan tage en snak om dine muligheder,” skriver boligforeningen på Facebooksiden Helhedsplanen Gellerupparken.
Skovgårdsparken er et af en række boligområder, som Indenrigs- og Boligministeriet vurderer er på kanten til at blive et parallelsamfund. Områderne vil nu blive kategoriseret som forebyggelsesområder, og med titlen følger en række nye kommunale redskaber for at kunne ændre demografien, skriver Jyllands-Posten.