Der er fundet bakterier i en kontrolprøve af drikkevandet i det vestlige Aarhus. Området er afgrænset mod øst af Herredsvej og Åby Ringvej, og ud mod vest er det afgrænset af Brabrand i syd, Kasted i nord og Vindskov/Geding mod vest. Det anbefales, at man koger vandet i to minutter, før man drikker det eller bruger det til madlavning. På www.aarhusvand.dk/forurening kan du se, om du er omfattet af forureningen.
Brabrand er godt repræsenteret i AURA Energis nye bestyrelse, der tirsdag blev valgt. Formand for Brabrand Erhvervsforening, Susanne Lee Jørgensen, Malerfirma Helge & Michael Jørgensen, får plads i bestyrelsen, og det samme gør advokat Lars Broni. Bestyrelsen blev sammensat tirsdag på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Blandt de mere end 109.000 andelshavere var der en rekordhøj stemmeprocent til det netop overståede repræsentantskabsvalg.
Onsdag aften vedtog et enigt Aarhus Byråd at bevilge over 100 mio. kr. til renovering af Tovshøjskolen. Dermed kan arbejdet med at etablere en ny Stensagerskole begynde uden forsinkelse, og skolen kan efter planen tages i brug i 2022. Stensagerskolen har 238 elever med udviklingsforstyrrelser og har længe lidt under pladsmangel samt utidssvarende lokaler, skriver Jyllands-Posten.
De fire stude, der har græsset i True Skov ved Espenhøj, er nu kommet under tag for vinteren. Der er ikke længere strøm i hegnet, og lågen vil være åben indtil marts 2021. Derefter vil der fremover være dyr derinde både sommer og vinter. Der er planer om at oprette et kogræsserlaug for alle, som er interesserede i naturplejen, skriver landmand Jesper Hansen i Facebookgruppen True Sti, Spor og Kogræsserforening.
Brabrand har fortsat et højt antal coronasmittede med 440 smittede pr. 100.000 indbyggere, har Aarhus Kommune opgjort. Men det er nu andre dele af Aarhus, der ligger relativt højere på listen over smittede bydele. Aarhus N, Aarhus V, Åbyhøj og Risskov ligger nu højere på listen, viser Stiftens opgørelse.