Der skulle i weekenden have været afholdt et stort rostævne, Aarhus Open Regatta, på Brabrand Sø, men arrangementet er blevet aflyst. Der bliver dog alligevel roning på søen på lørdag, da Dansk Forening for Rosport i stedet har besluttet at gennemføre udtagelsesløb til Baltic Cup lørdag i tidsrummet kl. 14-16 på Brabrand Sø. Løbene er kun for roere/hold, der har som mål for sæsonen at opnå udtagelse til Baltic Cup.
Brabrand IF´s fodboldkvinder sikrede sig onsdag aften en snæver 1-0-sejr over naboerne fra JAI i Gjensidige Kvindepokalen. Det blev en lang aften for de to holds spillere, der måtte ud i forlænget spilletid, før det lykkedes Brabrand at sikre sig sejren. Det afgørende mål blev scoret seks minutter inde i den forlængede spilletid af Camilla Berg på oplæg fra Emilie Sofie Kristensen, og det lykkedes holdet at holde den beskedne føring frem til afslutningen.
I dag kl. 16.30 inviterer Gellerup Kirke til musik-stormøde. Der indledes med fyraftenssang efterfulgt af fælles aftensmad og møde om musikarbejdet i kirken.
Brabrand IF´s fodboldherrer i jyllandsserie 1 fik en uheldig start på sæsonen, da det blev til et 0-1-nederlag på udebane til Aalborg Freja. Kampens afgørende mål blev scoret i begyndelsen af anden halvleg. Holdet spiller på lørdag kl. 16.00 på hjemmebane mod Randers Freja.
Hvorfor arbejde alene, når du kan være en del af vores dynamiske fællesskab? Sådan spørger de i kontorfællesskabet Den Gode By, der ligger i stueetagen i Aarhus Kommunes kontorhus Blixens i Gellerup. Her er der ledige pladser til små virksomheder, der ønsker at være en del af et kontorfællesskab. Du finder Den Gode By her.