I dag kl. 10.00 inviterer både Engdalskolen og hjemmeplejen i Brabrand til Royal Side Run. Engdalskolens løb begynder i skolegården og foregår på en 1,8 kilometer lang rute omkring Hovedgaden. Hjemmeplejens løb foregår omkring Folkehuset.
I eftermiddag fra kl. 15.00 inviterer borgergruppen Almen Modstand til sammen med den lokale kunstner Tine Hind at male et 50 meter langt kunstværk ved boligblokken Jettesvej 25-31. Blokken er dømt til nedrivning, men fire familier har gjort indsigelse og bor stadig i blokken. Læs mere her.
I aften kl. 18 inviterer Gellerup Højskoles Forsamlingshus de 18-30-årige til samtaler om Europa, hvor 3 panel-deltagere vil diskutere Europas forhold til krigen i Gaza, flygtninge og klima. Som altid er det med fællesspisning og en højskolesang! Deltagelse er gratis – du kan tilmelde dig her.
Afdelingsbestyrelsen i Toveshøj stod i går for et fyraftensmøde om affaldssortering, hvor repræsentanter for Kredsløb mødte op og fortalte i Laden. Der var stor deltagelse til mødet, hvor der var mange gode spørgsmål og diskussioner, fortæller forkvinde for afdelingsbestyrelsen, Anett S. Christiansen.
Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, DGI, har besøgt fodboldskolen hos Idræts- og Venskabs Foreningen, IVF, i Toveshøj. Hos IVF har man i de seneste tre år firedoblet antallet af medlemmer i foreningen, og et af de steder, man har fået flere medlemmer ind, er på klubbens Dream Team, som er et hold for børn med særlige behov og handicaps i skolealderen. Du kan læse om projektet i denne artikel.
Mandag d. 27. maj kl. 13-15 kan du på Mandags Café i Folkehuset Gellerup høre om naboen Fredens Hus, der er en forening stiftet på initiativ af Fredens Moské, Gellerup Kirke og Danmission. Fredens Hus kalder sig selv et kraftcenter for dialog og diapraksis mellem mennesker af forskellig tro og livssyn.