Det nyligt indviede Gellerup Bibliotek tegnet af Schmidt, Hammer og Lassen Arkitekter er blandt de fire biblioteker fra hele verden, som er nomineret til den prestigefyldte internationale pris, Public Library of the Year. De nominerede biblioteker udmærker sig blandt andet ved at inddrage omkringliggende natur og desuden anvende moderne og bæredygtige løsninger. Du kan læse mere om de fire biblioteker her.
Lone Hedelund, som de seneste år har været med-koordinator for Bydelsmødrene i 8220 og sekretær for Samvirket og tidligere var leder af Gellerup Bibliotek, går om få dage på pension. Onsdag blev hun hyldet af blandt andre en stor gruppe bydelsmødre ved et overraskelses-arrangement i Gellerup Forsamlingshus.
I morgen, fredag, kan du på Gasværket opleve Susanne O & The Jazz Guys, der er et nyt navn på den danske jazzscene. Det er melodiøs vokaljazz med en nordisk klang – swing, latin, ballader… På scenen står Susanne O, vokal, Thomas Bornø, piano, Lars Johnsen, bas, og Carsten Landors, trommer. Prisen for medlemmer er 140,-. Koncerten er arrangeret af Jazzværket. Du kan bestille billetter her.
Livsværkstederne og Gellerup Kirke samlede onsdag eftermiddag mange mennesker på Fredspladsen foran Gellerup Kirke. Livsværkstedernes madskole sørgede for stegte champignons med hvidløgsdip og pandestegte brød.
“Samtaler der sætter spor” er titlen på det første arrangement hos det kommende Fredens Hus i Gellerup tirsdag d. 21. juni kl. 18.00. Det foregår hos Gellerup Forsamlingshus på Gudrunsvej 82. Aftenen byder på oplæg fra sognepræst Niels Hviid fra Gellerup Kirke og Khaled Edwan, næstformand i Fredens Hus, til en snak om, hvordan vi kan mødes i en ærlig dialog om tro og sameksistens. Hvorfor er det vigtigt, at vi tør tale om vores tro? Det er gratis at deltage og alle er velkomne, men af hensyn til bestilling af mad skal man tilmelde sig her.
Fredag fra kl. 14.30 inviterer virksomheden The Blue Room igen til fredagsbar på Langdalsvej 46. Alle er velkomne til at kigge forbi. Denne gang er temaet “Western-BBQ-cowboy/girl-linedancing-partytime”, skriver The Blue Room på Facebook.