I formiddag kl. 11.00 inviterer Gellerup Bibliotek til familie-lydbanko. Her skal man tilmelde sig via bibliotekets hjemmeside. Til Lydbanko får alle deltagere udleveret en bankoplade med billeder på. Der læses højt af Cato Thau Jensens bog, Far Genfærd og den lille klæbeånd, og imens kan I følge med på storskærm. Undervejs i historien afspilles lyde, som knytter sig til bogen. Målgruppen er børn på 4-9 år og deres familier.
I aften kl. 17-19 holder Aarhus Klatreklub gratis bouldering klatrekursus på klatrevæggene i Sports- og Kulturcampus. Tilbuddet er især for børn og unge. Der er ingen tilmelding.
I morgen, fredag kl. 20.00 kan du på Gasværket opleve New Yorker-jazz af fineste kvalitet, når Lucy Yeghiazaryan & Grant Stewart Quartet går på scenen. Jazzværket arrangerer koncerten, hvor der kun er få billetter tilbage. Du kan bestille dem her.
Kunstplatformen Sigrids Stue arbejder i øjeblikket i Gellerup Art Factory’s lokaler i Sports- og Kulturcampus i Gellerup. Medarbejderne har bl.a bygget lyskasser af affalds-træ fra områdets nybyggerier. Lyskasserne er produceret til projektet “Finder sted”, der vises tirsdage, onsdage og torsdage kl 13 – 18 i Mellemrummet ved Gellerup bibliotek februar ud. Samme dage mellem kl. 16 og 18 byder Sigrids Stue på kaffe, og der er mulighed for at høre, om andre af de aktuelle projekter.