Brabrand Erhvervsforenings bestyrelse konstituerede sig onsdag og valgte Henrik Bastrup Jacobsen som formand. Han blev på generalforsamlingen nyvalgt i stedet for Susanne Lee Jørgensen, som ikke ønskede at genopstille. Rikke Lykkegaard fortsætter som kasserer.
Jørgen Terp Laursen, Engdalsvej, er i færd med at kortlægge forekomst af ynglefugle, pattedyr, sommerfugle, smådyr og planter i Brabrand Skov. “Skoven har ligget her i mere end 250 år, men hvad huser den af flora og fauna? Hvis du ligger inde med viden – også historisk – fx. gamle fotos – om denne lille naturperle, hører jeg meget gerne fra dig,” skriver Jørgen Terp Laursen på Facebook. Du kan komme i kontakt med ham på jtl@kirkeugle.dk. eller ringe 61 51 64 64.
Igen i dag kan du deltage i fyraftenssang under ledelse af Martin Hornstrup, Gellerup Kirke. Men i dag er sangen rykket til Kollektivbyen, 3. sal i bygningen Gudrunsvej 78. Der er fyraftenssang i tidsrummet kl. 16.30-17.30. Der vil være et par skilte på dørene, der viser vej til Kollektivbyen.
I formiddag kl. 10.00 kan børn i alderen 4-10 år på Gellerup Bibliotek opleve Chicks, en ordløs klovneforestilling med humor, mimik og skarp timing.
I aften kl. 19.00 inviterer Gellerup Kirke til samtalesalon om rummelighed og frihed i folkekirken. Tilmelding på kirkekontoret på email tk@km.dk
Politiet har fået flere tips om ulovligt salg af euforiserende stoffer fra en adresse i Brabrand, og Østjyllands Politi henvendte sig onsdag kl. 09.33 til stedets 27-årige mandlige beboer. Da døren til lejligheden blev åbnet lugtede det kraftigt af hash, og den 27-årige mand blev derfor sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer. Ved en efterfølgende ransagning af stedet fandt politiet frem til flere hundrede gram hash og skunk fordelt i forskellige salgsposer samt en digitalvægt og øvrige remedier til salg af narko. Han blev derfor sigtet for forsøg på salg af euforiserende stoffer.
En familie på J.P. Larsens Vej har onsdag haft besøg af indbrudstyve. Indbruddet er i følge politiet begået mellem kl. 07.20 og kl. 14.00.