Østjyllands Politi tog onsdag aften igen på færdselskontrol i Aarhus Vest, hvor der alt for ofte er bilister, som kører for vildt og stærkt. Det skete også, mens politiet var til stede, da en 19-årig bilist på under 30 sekunder lavede to ulovlige overhalinger med 101 km/t på Ringvejen, hvor den tilladte hastighed er 70 km/t. Den unge mand har næsten lige fået kørekort, og det mistede han så hurtigt igen. Derudover får han en bøde på 7000 kroner.
I alt endte kontrollen i følgende resultat: 1 narkokørsel, 4 klip for hastighed, 2 betinget frakendelse for hastighed, 1 sag vedr. tæt-kørsel, 3 ulovlige overhalinger til klip, 1 rødt lys, 1 mobiltelefon og 1 andre sager
Der bør tages vidtgående hensyn til de store grundvandsinteresser, hvis der placeres et nyt DSB-værksted i et område langs jernbanen i Årslev. Det skriver Aarhus Vand i et høringssvar til Aarhus Kommune. Det udpegede sted ligger delvis i et område udpeget som sårbare over for forurening. Vandværkerne har i det område tilladelse til at indvinde 4,7 mio. m3 vand årligt.
I 2020 fylder Brabrandhallen 50 år, og Den nye Brabrandhal er 25 år gammel. Brabrand IF har derfor nedsat et udvalg, der skal forberede en stor jubilæumsfest. Der bliver i øvrigt endnu mere fest i Brabrand IF næste år, da Brabrand Tennis har 100 års-jubilæum.
Selvom vi er midt i julemåneden, er der fortsat masser af fugleliv ved Brabrand Sø og Årslev Engsø. Forleden var naturfotografen Benny Kløbbel på besøg med sit kamera, og han fangede havørnen i fuld flugt.
Radio4’s naturprogram Vildspor med værten Rasmus Ejrnæs og de to feltrapportere Lærke Sofie Glerup og Emil Skovgaard Brandtoft har i programmet “Vinterfugle 1 og 2” fra 7.december været på besøg ved Brabrand Sø. Du kan blandt andet høre den passionerede fugletæller Morten Jenrich Hansen, der fortæller om det tyske skægmejsepar. Du kan finde udsendelserne her.
En 40-årig kvinde havde sine to børn med, da hun kl. 16.17 stjal noget krydderi, hårspænder og legetøj i Føtex på Gudrunsvej i Brabrand. En vagt opdagede, at kvinden proppede tingene i lommerne og forlod butikken uden at betale. Han tilbageholdt kvinden, som efterfølgende blev sigtet af politiet.
Kl. 17.00 i dag viser den del af kunstplatformen Andromeda 8220, der kaldes Vest for Paradis, filmen Lost in Lebanon (2017). Filmen bliver introduceret af kurator ved Syrian Doc Days, Assem Swaid. Der er bagefter en samtale om film fra Syrien/Mellemøsten.
Unges brug af lattergas og hardballpistoler er et stigende problem i Gellerup, og derfor inviterer Beredskabet, Det boligsociale hus og lokalforeninger til informationsaften på fredag d. 13. december kl. 17-20 i festlokalet Stars på Holmstrupgårdvej 18. Tilmelding senest i dag på sms til 2815 9773.
I eftermiddag kl. 17-18 lægger Gellerup Kirke rammer til juleafslutning for efterårets fyraftenssang. Efter sangen er der åben julefrokost for alle – dog er tilmelding nødvendig på tlf. 8625 1810.
I eftermiddag kl. 16.00-17.30 på Gellerup Bibliotek kan du igen lytte til fortællinger fra hele verden og efterfølgende være med til at diskutere teksten. Alle nationaliteter kan være med! Du får en kopi, så du kan læse med, hvis du har lyst. Det er god og hyggelig sprogtræning.
Onsdag kl. 13.33 skete der et færdselsuheld på Sintrupvej i Brabrand. En 21-årig kvindelig bilist kørte ud fra en indkørsel og ind foran en bil ført af en 56-årig mand, hvorefter bilerne stødte sammen. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Der var onsdag aften omkring kl. 21 indbrud i en beboelse på Ingasvej i Brabrand, oplyser Østjyllands Politi.