Onsdag ved 15-tiden opstod der brand i en lejlighed på 2. sal på Astridsvej i Brabrand. Da politiet ankom til stedet, blev alle lejlighederne fra 3. til 8. sal evakueret, mens slukningsarbejdet stod på. Branden medførte omfattende brand- og sodskader i lejligheden, men ingen personer kom til skade som følge af branden. Lejlighedens beboer var ikke til stede, men blev kontaktet og vejledt i forhold til genhusning. Årsagen til branden er endnu ikke fastlagt.
Natten til torsdag kl. 01.10 fik Østjyllands Politi en ny anmeldelse om, at der ulmede ved den lejlighed, hvor der tidligere havde været brand. Det viste sig dog, at der blot var tale om lidt røg, og det blev hurtigt slukket.
En ny Facebook-gruppe, Brabrand Grønne Nabofællesskaber, har til formål at skabe lokalt netværk for omstillings-interesserede folk og familier. “Vi ønsker at hjælpe folk til at finde grønne ligesindede i Brabrand og få endnu flere bæredygtige aktiviteter ud i lokalsamfundet,” skriver folkene bag gruppen, som du finder her.
Fodboldkvinderne i Brabrand IF kom i aftes en runde videre i årets pokalturnering, da de på udebane slog Søften fra jyllandsserien med 3-1. Søften havde ellers bragt sig foran 1-0 i første halvleg, men efter pausen satte Brabrand tingene på plads. Trine Maria Madsen scorede to mål for Brabrand, mens Freja Vinther Nielsen scorede en enkelt gang.
I dag og de følgende torsdage i tidsrummet kl. 9-15 kan du blive vaccineret uden tidsbestilling i Nordgårdhallen, Tinesvej 31. Du møder bare op med dit gule sygesikringsbevis. Alle over 12 år kan blive vaccineret – børn under 15 år skal dog have en forælder med.
Kender du en person, som har gjort en særlig indsats i Gellerupparken eller Toveshøj? Så er personen måske en oplagt kandidat til Samvirkets Ildsjælepris. Skriv til lhh@aarhus.dk, hvem personen er og hvorfor personen skal nomineres til ildsjæleprisen. Samvirkets Pris overrækkes på Samvirkets Årsmøde tirsdag den 7. september.
På lørdag kl. 11-14 inviterer Naturdetektiverne i Gellerup alle børnefamilier til “Familietid i tipien” ved Information Vest, Tinesvej 31. Sammen laver man bål, drikker kaffe, udforsker naturen og laver familieaktiviteter. Læs mere her.