“Send en kærlig tanke til dem, der har vasket gardinerne, når du står i stemmeboksen”, skriver Aarhus Kommune på Facebook. Det har Vaskeriet på Louisevej. Det er et ganske særligt vaskeri. De ansatte er udviklingshæmmede, der samler erfaring med at være på en arbejdsplads og være en del af et fællesskab. Og i denne uge er de ansatte gået i demokratiets tjeneste og har vasket og rullet gardiner til rådhusets stemmebokse, så de er klar til d. 16. november.
I eftermiddag kl. 16.30 inviterer Bydelsmødrene i 8220 Brabrand til valgmøde i Laden. Du kan stille dine spørgsmål til bydelsmødrene, som lover at være brobygger mellem dig og politikerne.
Udstillingen Mødesteder III har netop haft fernisering i de røde containere, Information Vest. Smukke og tankevækkende fotografier, tegninger og skulpturer der giver et indblik i børns verden og deres måde at sanse og fornemme det hvor de er, og den verden de færdes i. Du kan se udstillingen i Information Vest frem til 25. november. Der er åbent tirsdag og torsdag kl. 9-15 og efter aftale.
Gellerup Forsamlingshus inviterer i aften kl. 17.30 til et arrangement med den tredobbelte DM-vinder i poetry slam, Lasse Nyholm, som blandt andet vil fortælle om sine tanker om at være politisk engageret i dagens Danmark. Arrangementet foregår på Gudrunsvej 82, og det hele er gratis – og der er pizza undervejs. Du bestiller din billet via dette link.