Efter næsten to års venten sker det, som mange har ventet på i Hovedgaden i Brabrand: Ibens Kaffehus åbner på Hovedgaden 51. Lørdag kl. 10.00 slår stedet dørene op, efter en langvarig godkendelsesproces i Teknik og Miljø. Åbningstiderne vil være tirsdag-søndag kl. 10-17, mens der mandag vil ære lukket.
Aarhus Byråd havde onsdag aften en lang debat om den helhedsplan, borgmester Jacob Bundsgaard for nylig underskrev sammen med Brabrand Boligforening. Der var bred opbakning til planens mål og indhold, men der blev samtidig rejst en del spørgsmål, der nu skal besvares i økonomiudvalget. Det gælder blandt andet antallet af tilgængelighedsboliger i de nye og renoverede boliger og huslejen for de familier, som skal genhuses.
Byrådet bakkede desuden op om en stribe initiativer, der skal være med til at øge trygheden i Gellerup-området. Der skal især være fokus på at ændre trafikkulturen i området, hvor mange kører for hurtigt og uden respekt for Færdselsloven. Desuden skal der arbejdes med nye former for kultur, der kan give aktivitet og liv i bydelens ude-områder.
En politipatrulje blev onsdag kl. 17.28 opmærksom på to biler, der holdt på en p-plads på Engdalsvej. I den ene 19-årige mands bil fandt patruljen et par poser med en mindre mængde kokain gemt under gearstangen, og i bagagerummet lå to baseballbat, som han ikke kunne forklare, hvad han skulle bruge til. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven. I den anden bil lå der et enkelt baseballbat i bagagerummet, og inde i selve bilen lå der flere salgsposer med skunk og hash. Den 19-årige i den bil blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Unge-mediet Gellerup Live har udnævnt en ny redaktør efter Inaam Nabil, som for nylig stoppede efter cirka otte måneder på posten. Det bliver journalist Ehsan Faizzad med en baggrund fra bl.a. Berlingske og BT. Du kan møde ham i denne video, hvor han fortæller om sig selv.
I denne uge afholdes “Danmark spiser sammen”, og det sker blandt i Brabrand hos Livsværkstedernes rullende café. Du kan i dag møde Livsværkstedernes Social Drive Out-café kl. 12.00-13.30 i Søvangen på parkeringspladsen i den øverste ende af Louisevej. Fra kl. 14.00 holder caféen ved Det boligsociale hus på Dortesvej 35A.
Gellerup.nu har talt med 23-årige Saleh Zormati, som driver virksomheden G&M Textiles. Til dagligt studerer han økonomi og IT på Erhvervsakademiet, mens han driver sin virksomhed, der sælger metervarer til de skandinaviske lande. Du kan læse om Saleh Zormati her.