Føtex i City Vest lukker som bekendt i slutningen af august. I de sidste dage op til lukningen har butikken nedsat en lang række varer.
I aften kl. 19.00 kan du få en stor cirkusoplevelse i Gellerups bypark, Joops Have. Catalanske Cia Jimena Cavalettis viser den musikalske forestilling B.O.B.A.S., der har vundet prisen for “Best show in the Rest of the World” på festivalen Leioa i Baskerlandet,” skriver Cirkus Tværs. Deltagelse er gratis og alle er velkomne. Det foregår under tag ved “benzinstationen”.
Fodboldklubben ACFC har fra mandag til onsdag afholdt fodboldskole i Toveshøj med deltagelse af en lang række lokale børn og unge. “Blæst og regn er intet problem, når man har det godt sammen,” skriver ACFC i en hilsen til alle deltagerne.
Også i Hasle Boldklub er fodboldskolen nu i gang, arrangeret af get2fodboldskole. Det særlige ved denne fodboldskole er, at den bliver afviklet i samarbejde med Ellehøjskolens SFO, som foruden at deltage, også er med til at sørge for de praktiske rammer omkring afviklingen med et mål om at alle skal kunne være en del af holdet inkl. skolens specialklasser.
Også på Engdalsvej fortsætter DBU fodboldskole trods regn og blæst på Brabrand IF´s baner, blandt andet i samarbejde med Rema 1000, der leverer friske æbler til spillerne. Onsdag eftermiddag afleverede Mohammed fra Rema 1000 æblerne til skoleleder-assistent Johnny Vinding.
Der skulle i dag have været fyraftenssang i Gellerup Kirke, men ankerpersonen, Martin Hornstrup, er blevet syg, og sangen er derfor aflyst denne torsdag. Der er dog som altid morgensang på Fredspladsen torsdag morgen kl. 8.45, og der er ligeledes morgensang i Blixens fredag morgen.
Kunstplatformen Sigrids Stue arbejder sammen med den lokale haveforening Grønærten på at genskabe de nedlægningstruede nyttehaver ved Dortesvej. De fine nyttehaver har siden 70’erne dannet et helt særligt socialt og produktivt byrum for beboerne i området. Brabrand Boligforening går nu ind i det fremtidige arbejde med placering og etablering af nye nyttehaver.