Et særligt udvalg under Aarhus Byråd skal nu i gang med at finde ud af, om det skal være letbane eller Bus Rapid Transit, BRT, der skal køre på den linje mellem Aarhus Ø og Brabrand, som Folketingets partier i mandags besluttede at støtte. Udvalget består af teknik-rådmand Bünyamin Simsek, den konservative Steen Stavnsbo (tidligere formand for Aarhus Letbane) Steen Bording Andersen (S) og Jan Ravn Christensen (SF). Læs mere hos Stiften (kræver betaling).
I Gellerup har betydeligt færre end gennemsnitligt reageret på invitationen til at blive vaccineret mod COVID-19. Kun 62 procent af dem, der har fået tilbuddet, har reageret og bestilt en tid. Derfor har Aarhus Kommune og Region Midtjylland arrangeret drop-in vaccination i Globus 1 i dagene 7. og 8. juli. Man møder bare op – men skal naturligvis medbringe sit sygesikringskort.
Har du lyst til at spille streetfodbold i sommerferien? Onsdag d. 7. juli kl. 13-15 afvikler fodboldklubben IVF streetfodbold i Toveshøj for U12, U13 og U14-drenge årgang 2010, 2009 og 2008. Du og dine venner kan tilmelde jer via snapchat:”IVF Streetfodbold”.