Engdalskolen bød her til morgen skolens nye leder, Louise Schmidt, velkommen med musik og flagallé. Louise Schmidt ankom på cykel og blev mødt af mange viftende flag, inden dagens velkomst-program blev indledt.
Onsdag aften blev Tove Tækker Jepsen (billedet) udnævnt til nyt æresmedlem af Brabrand Idrætsforening. Det skete ved den årlige sammenkomst for foreningens æresmedlemmer. Tove Tækker Jepsen har i en lang årrække været leder af mange forskellige gymnastikhold, blandt andet morgen MK motionsholdet. Hun er desuden turleder for stavgangsholdet, som hun var med til at starte for 22 år siden.
De sidste dages tørvejr har medført, at vandstanden i Brabrand Sø og Årslev Engsø igen er faldet så meget, at Aarhus Kommune igen har åbnet Byleddet/Søskovvej. Billedet er taget, før vejfolkene i Entreprenørservice fik rengjort vejen. Cykelstien dog står stadig under vand og er derfor lukket.
I aften kl. 19.30 kan du i Brabrand Sognegård deltage i den månedlige sangaften, der byder på fællessang efter Højskolesangbogen. Alle er velkomne – der er ingen tilmelding. Kaffe/vand koster 20 kr.
Onsdag var Folketingets Retsudvalg på besøg i Gellerup. Blandt andet var politikerne på en gåtur rundt i Gellerup med Brabrand Boligforenings direktør Kristian Würtz som guide og fortæller. Foto: Helle Hansen.
Brabrand Boligforenings blad Skræppebladet deltog i Folkehuset Gellerups årsmøde i mandags, hvor næsten 30 deltagere deltog. Du kan læse om mødet via dette link. Følgende otte blev valgt til folkehus-rådet: Helle Hansen, Birthe Jensen, Maryan Hayir, Hanne Østergaard, Ingrid Kristiansen, Ester Engrob, Kaltuma Guraa og Elsebeth Frederiksen. De konstituerede sig efter mødet, og den nye formand blev Birthe Jensen og Maryan Hayir blev næstformand. Næste arrangement bliver den 26. februar klokken 13-15 til kaffe og en snak om aktiviteter i huset.
Stiften har tidligere skrevet kritisk om Haveforeningen Søvang, og avisens journalist besøgte sent tirsdag aften haveforeningen for at tælle biler og kigge i skraldespandene. Det er blevet til denne artikel, hvor avisen antyder, at en del kolonihavefolk overnatter i husene, selvom det ikke er tilladt at overnatte i kolonihavehuse om vinteren. “Helårsbeboelse er ikke tilladt i Søvang, men helårsbenyttelse er. Vi ser gerne, at haverne også bruges fra november og til marts, og at det er tilladt at overnatte om vinteren,” kommenterer bestyrelsesformand Jesper Nymann i artiklen.
Uoverensstemmelser mellem to mænd førte tirsdag formiddag til, at de endte i slåskamp med hinanden på Edwin Rahrs Vej. Flere patruljer blev straks til stedet kl. 10.49, da politiet modtog anmeldelsen om, at en 60-årig mand var blevet slået i hovedet – muligvis med en form for metalstang. Betjentene traf den 60-årige mand i en butik i Bazar Vest, mens gerningsmanden var gået fra stedet. En 45-årig mand blev kort tid efter anholdt på en nærtliggende adresse, sigtet for at have begået grov vold.