Vores Brabrand fejrede i aftes fem-års jubilæet for starten på det lille lokalmedie. Det foregik i café Æblehaven ved Brabrand Sø, hvor de 425 medlemmer var inviteret på is, kaffe og øl. Mange benyttede sig af invitationen til at kigge forbi, og der blev lejlighed til at diskutere udviklingen i Brabrand og mulighederne for nye journalistiske initiativer i lokalområdet.
For 15 år siden slog livsstilsbutikken KAiKU dørene op for første gang, og det fejrede butikken på Langdalsvej i går ved at give 15 procent rabat på alle varer. “Meget er sket siden – vi er blandt andet rykket fra København til Brabrand, men kærligheden til flot design er den samme,” skriver KAiKU på Facebook.
I dag kl. 16-19 inviterer foreningerne i Gellerup til en hyggelig grill-aften ved Klubberne i Gellerup, hvor både børn og voksne er velkomne. Arrangementet er afslutningen på sommerens mange Sol og Sommer-aktiviteter.
Gellerups bypark Joops Have er nomineret til endnu en pris. Det er ikke første gang, at byparken i Gellerup er med i kapløbet om internationale priser. Denne gang er den indstillet til prisen Green Cities Europe Award. Med nomineringen konkurrerer Gellerups bypark med 12 andre EU-landes projekter om den prestigefyldte pris. Konkurrencen er en del af EU-kampagnen ”More Green Cities for Europe”. Læs mere her