Den fremadstormende århusianske rapper Aro er blevet en del af programmet for JALLA:19-festivalen på Gellerupscenen i aften. Han kommer og rapper, inden forestillingen 4 EVER går i gang. Aro udgav i november 2021 sin første EP, ”11-12-02”. Han suppleres før forestillingen af MusikSak, Hasle Skole, der er Aarhus Musikskoles ambitiøse strygerprojekt. Der er gratis billetter til JALLA:19, der begynder kl. 19.00, men de skal forudbestilles på info@opgang2.dk eller 8613 2505.
I eftermiddag kl. 16.30 inviterer Brabrand Kirke indenfor til en times sang i kirken. “Vi synger så mange sange og salmer, vi kan nå på en time, og håber du har lyst til at synge med,” skriver kirken på hjemmesiden. Tilmelding er ikke nødvendig.
Som du kunne læse på Vores Brabrand i sidste uge, tilbyder Per Pedersen på Dyssehøjvej 18 igen i år juletræer og pyntegrønt til hele Brabrand. Men der ud over har han i år også gravpynt til salg, dog i forholdsvis begrænsede mængder, fortæller han.
Den tyske fotojournalist Elena Fiebig er for tiden studerende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og hun har som en del af sit studie fulgt de unge fodboldspillere på Vatanspors kvindehold i fodbold. Det er der kommet serien “Gellerup Knee Slide” ud af – forstået som den bevægelse, fodboldspillere laver, når de har scoret et mål. Du kan se serien her på Instagram.
Natten til tirsdag kl. 00.43 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil, der holdt parkeret på en parkeringsplads på Karensvej i Brabrand. Da patruljen ankom til stedet, kunne betjentene se, at bilen stod i flammer, og at bilen, der holdt ved siden af havde fået brand-/varmeskader på siden mod den brændende bil. Kort efter ankom brandvæsnet til stedet og påbegyndte slukningsarbejdet, men den brændende bil udbrændte. Der blev lavet nogle undersøgelser på stedet, men det har endnu ikke været muligt at fastslå, hvordan branden er opstået.