Selvom coronaen fortsat hærger, sker der lidt nyt rundt om i lokalsamfundet. Ved rundkørslen ved Stenbækvej er det eksempelvis blevet mere sikkert at køre på cykel, efter at der de seneste dage er malet tydelige baner til cyklisterne. Foto: Kaj Ingvorsen.
Natten til tirsdag kl. 00.27 skete der et færdselsuheld i krydset Edwin Rahrs Vej/Janesvej i Brabrand. En 21-årig mandlig bilist holdt for rødt lys i krydset, da han blev ramt bagfra af en bil ført af en 24-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade, oplyser Østjyllands Politi.
Det tidligere Kultur- og Aktivitetscenter på Gudrunsvej 78-82 får i disse dage den helt store tur. Facaderne skifter farve fra sort-meleret til den oprindelige grå beton takket være de afvaskninger, Aarhus Kommune finansierer. Foto: Helle Hansen.
Livsværkstederne i City Vest tilbyder nu et gratis måltid varm mad til beboere i Gellerupparken, som har det ekstra svært i disse uger. “Kontakt os hvis I er bekymrede for nogen i jeres opgang”, skriver Livsværkstederne på Facebook. Maden er vegetarisk og bringes ud. Ring på 2252 3872 hvis du kender nogen, som kunne have behov for dette.