Brabrand Boligforening fik ved repræsentantskabsmødet d. 24. august valgt en ny foreningsbestyrelse, som nu består af følgende syv bestyrelsesmedlemmer: Keld Albrechtsen, afd. 6 (formand), Erik Bløcher, afd. 2 (næstformand), Peter Iversen, afd. 6, Helle Hansen, afd. 4, Mathias Kofoed-Ottensen, afd. 12, Thor Utting, afd. 31 og Karsten Pedersen, afd. 1. Lis Skov, afd. 22 er 1. suppleant, og Anne Hegelund, afd. 4 er 2. suppleant.
Afstemningen om, hvem der skal have årets Karma-pris er i fuld gang, og cirka 550 personer har afgivet deres stemme. To kandidater har foreløbig lagt sig klar i spidsen: Per Bredgaard Falk, som kæmper for at få etableret en bro over jernbanen ved Årslev Skov, ligger i front med Morten Sand lige i hælene. Sidstnævnte har skabt Café Brabrand i Brabrandhallen og står bag et stort antal hyggelige lokale events. Hvis du ikke allerede har stemt, kan du gøre det her.
Antallet af coronasmittede i Gellerup Sogn er fortsat højt. De seneste tal viser 47 nye smittede den seneste uge, hvilket giver en incidens på 482. Incidensen er antallet af smittede den seneste uge pr. 100.000 indbyggere. Positivprocenten er helt oppe på 9,2 procent.
Mandag kl. 8.03 skete der et færdselsuheld på Holmstrupgårdvej i Brabrand. En 29-årig kvindelig bilist mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i en lygtepæl i siden af vejen. Hun blev efterfølgende kørt til skadestuen, men hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Hun blev sigtet for manglende agtpågivenhed.
En politipatrulje fattede mandag kl. 20.19 mistanke til en 22-årig mand, der kørte rundt i sin bil på Lottesvej. Betjentene dirigerede manden ind til siden, og da de spurgte, om han havde stoffer i bilen, fremviste han frivilligt en del salgsposer med hash. Han erklærede, at det var alt, hvad han havde, men betjentene foretog alligevel en ransagning af bilen. Her fandt de flere hashposer, og den 22-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Brabrand Boligforenings blad, Skræppebladet, er netop udkommet og kan hentes her. August-nummeret handler i første række om beslutningen af helhedsplanen for Gellerupparken, men du kan også læse om beboerhuset Laden, der nu er næsten færdigt, og en ny storslået bog om arkitekturen i Gellerupparken.