250 rækkehuse og 250 lejligheder er på vej vest for Karen Blixens Boulevard. Kvartersplanen er udarbejdet af A. Enggaard, Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune. Den er et forarbejde til lokalplanen, der beskriver et bykvarter med en blanding af almene og private boliger, lejligheder og rækkehuse, ejer- og lejeboliger, kontorer, caféer, restauranter og butikker. Der vil være et net af gader med 15 små naboskaber, hvor der både er private haver og fælles gårdrum.
Onsdag d. 1. december kl. 10-14 inviterer Lokalcenter Brabrand til julemarked på lokalcentret. Der vil være fine produkter til salg, og desuden kommer Vinkælderen og præsenterer gode vintilbud. Endelig har tombolaen fine præmier.
Medarbejdere og håndværkere knokler side om side for at indrette det nye bibliotek i Sports- og Kulturcampus, der åbner d. 8. december. Biblioteket har lagt nogle billeder ud fra de nye lokaler på Facebook-siden.
I eftermiddag kl. 16.30 er der kvartalsmøde i Samvirket for Gellerup og Toveshøj. Efter Tryghedsbarometeret v. Klaus Hvegholm Møller, kan du høre om tre nye huse i Gellerup: Folkesundhedshus, Stensagerskolen og FGU (tidligere Gøglerskolen). Mødet foregår i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B. Alle er velkomne.