I eftermiddag kl. 16.30 kan du deltage i en meditativ vandring rundt om Brabrand Sø, hvor psykoterapeut Robert Skovmose Christensen guider dig ind i meditationer, der kan hjælpe dig til at mærke med dig selv og verden i et større nærvær og en dybere værdsættelse. Tilmeld dig via mail til mail@robertskovmose.dk og indbetal 300 kr. til MobilePay – tlf. 29 92 33 27 (Robert). Mødestedet er parkeringspladsen ved Naturcenter Sølyst.
I eftermiddag kl. 16.30 inviterer Samvirket i Gellerup og Toveshøj til kvartalsmøde i Samlingshuset, Sports- og Kulturcampus. Mødets tema er, hvordan et Gellerup med mange nye beboere samarbejder i fremtiden.
Mandag kl. 20.21 blev en 33-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Præstemarksvej, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I aften kl. 18.45 skal Brabrands fodboldkvinder i 2. division forsøge at holde fast i førstepladsen, når Vejle Boldklub kommer på besøg. Kampen spilles på Domis Park i Brabrand.
Brabrands 2. divisionsherrer sikrede sig lørdag et år mere i landets tredje fineste række, da det blev 1-1 mod FC Roskilde. Efter kampen oplevede spillerne for første gang i lang tid at blive opsøgt af unge, som ville ha´ deres autografer.
At spille på bane 1, Domis Park, kan løfte et fodboldhold i Brabrand IF. Det skete 2. Pinsedag, hvor holdet i U13 Liga 3 vandt 3-0 over puljens tophold Stavtrup/Viby. Klubfotograf Henrik Andersen var på plads og tog en række fotos, som du kan se på ungdomsafdelingens Facebookside.
Rollespilsforeningen Elysion indtog søndag for anden gang på to uger beboerhuset Laden, hvor de spillede rollespil med ca. 35 deltagende børn. Alle havde en dejlig eftermiddag i “Magisk Skole”, hvor de fik undervisning, som det foregår i Harry Potter-bøgerne. Foto: Anett S. Christiansen.