Kvadratmeterprisen i de første renoveringsprojekter af boligblokke i Gellerup og Toveshøj ligger i det samme leje som prisen for nybyggeri. Derfor vil rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, overveje, om man bør rive nogle flere blokke ned end planlagt, skriver Jyllands-Posten. Men kan rådmand egenhændigt få gennemtrumfet, at flere blokke skal rives ned, spørger Brabrand Boligforening.
Danmission Genbrug håber snart at kunne genåbne butikken ved Bazar Vest, men mangler hjælp til at få butikken klar. De fleste af butikkens frivillige er nemlig i den særlige corona-risikogruppe og er kan derfor ikke hjælpe i øjeblikket. Danmission søger derfor folk, der kan hjælpe til lige nu – måske bare en enkelt gang eller nogle få gange. Man kan sende en besked til Danmission via organisationens Facebook-side.
Et område i Skjoldhøjkilen er blandt de steder, hvor kreaturer nu skal sørge for naturplejen. I weekenden ankom disse unge dyr, der vil græsse i området hele sommeren.
Mandag kl. 16.24 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand. I bilen lå en peberspray, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Bazar Vest er kommet på en observationsliste hos Rigspolitiet, der vil holde øje med, om for mange mennesker samles der under corona-krisen. 124 områder er på listen, som Rigspolitiet ved en fejl mandag offentliggjorde. Den rigtige liste er kun på 34 steder, og der er Bazar Vest ikke på, skriver TV2.