Den faldende tendens fortsætter i Gellerup-området, når det gælder coronasmitten. I flere dage i træk har antallet af smittede været faldende fra toppunktet midt i sidste uge, hvor der var 73 smittede den seneste uge, til nu 51 smittede den sidste uge. Det giver en incidens på 547 – antal smittede i en uge pr. 100.000 indbyggere. Positivprocenten er ligeledes faldende og var mandag 3,4 procent.
Der er kommet yderligere et par nye testmuligheder til i Gellerup. En kvik-test-station i City Vest har åbent hver dag kl. 9-19 (bortset fra på fredag) på 2. sal mellem Imerco og Den Syriske Skrædder, mens du fortsat kan blive både kvik- og PCR-testet i Blixens. Fra i dag, tirsdag, og frem til d. 2. maj tilbyder Blixens nu også PCR-test sidst på aftenen kl. 21-01.
GrimFest fortsætter præsentationen af nye navne til sommerens runde af De Grimmeste Aftner. D. 15. juli kan du møde Steen Jørgensen på scenen på Grimhøjgaard. Sammen med guitaristen Rune Kjeldsen har den tidligere forsanger i Sort Sol turneret rundt med en blanding af sange fra hans egen solo-karriere, Sort Sol numre, og overraskelser som tolkninger af navne som Dylan, Young, Cohen og Kraftwerk.
Det bliver anlægsgartner OKNygaard, Årslev, der skal hjælpe til med, at “Nicoline Hus” ved Aarhus Ø får det udtryk, som det er tiltænkt. Gartnerne skal blandt andet lave bund og belægningsarbejde i terrænet og på tagdækket af prestigeprojektet. Du kan læse mere om opgaven her hos Stiften.