Det ser svært ud for Brabrand IF´s 3. divisionsherrer inden de sidste to runder af vinterens turnering. Holdet er fjerdesidst med et enkelt point ned til Trustrup-Ålsrode, der ligger på en direkte nedrykningsplads. Der er fire points op til en “sikker” plads i rækken, som Todbjerg/Mejlby lige nu ligger på. Brabrand har to hjemmekampe på hånden: På tirsdag kl. 20.25 mod Todbjerg/Mejlby og søndag d. 7. april kl. 12.00 mod Stilling.
Onsdag kl. 13 inviterer Livsværkstederne, Gellerup Kirke m.fl. igen til Spis & Syng på Fredspladsen foran Gellerup Kirke. Der vil være et varmt måltid mad, og Martin Hornstrup, Gellerup Kirke, spiller for til fællessang.
Brabrand IF Gymnastik inviterer lørdag d. 13. april kl. 10-14 alle interesserede til den årlige forårsopvisning. Men denne gang er det en ganske særlig dag, da Brabrand IF Gymnastik samtidig fejrer 90-års jubilæum. I år byder programmet på gymnastik og dans i alle aldre og samtidig 3 fantastiske gæsteoptrædener fra Ølgod Efterskole, Bydrengene og DGI Juniorhold, som vil bidrage til en stor oplevelse.
Efter årets Påskeudstilling i Brabrands kulturhus Gasværket, fortsætter kunstnersammenslutningen Åbne Døre med en fællesudstilling i weekenden d. 6. og 7. april, hvor 27 kunstnere udstiller. Fernisering på udstillingen foregår fredag den 5. april kl. 16-18 med åbningstale af kunstner Rebekka Koefoed. Der vil ligeledes være åbne døre i kunstnernes egne værksteder i den samme weekend, den 6. og 7. april, begge dage kl. 11- 16.
Mandag kl. 14.48 skete der et færdselsuheld på Edwin Rahrs Vej, hvor en 27-årig mandlig bilist kørte ind i en forankørende bil ført af en 19-årig mand, som holdt stille for rødt lys. Den 27-årige blev sigtet i sagen, men ingen personer kom umiddelbart til skade.