I aften kl. 19.00 inviterer Gasværket igen til offentligt foredrag om naturvidenskab. Denne aften tager professor i astrofysik Hans Kjeldsen dig med på en svimlende opdagelsesrejse ud i Universet, hvor du kan høre om nogle af de meget anderledes verdener som findes milliarder af kilometer borte.
I eftermiddag kl. 13-15 inviterer Gellerup Kirke til sogneeftermiddag om nationalskjalden Benny Andersen. Flemming Både fortæller om Benny Andersens spændende liv som musiker og digter. Deltagelse er gratis.
Lasse Somchai Johnsen er med sine 22 år en af Lejerbos yngste afdelingsformænd. Da Høiriisparken i Brabrand i juli 2021 kunne slå dørene op for nye beboere til de i alt 68 boliger, blev han hurtigt valgt til formand. Han har med masser af gå-på-mod sat sig for at gøre en forskel for den nye afdeling. Lejerbo har lavet denne historie om Lasse Somchai Johnsen og hans planer.
Selvom Brabrand IF i weekenden tabte 1-2 til Middelfart og nærmer sig bunden, har holdet på ingen måde mistet modet, fortæller den 23-årige midtbanespiller Mathias Bonde til Bold.dk. “Det er en position, som vi finder os nogenlunde komfortable i. Vi er et meget ærligt fodboldhold, og vi er et godt sammentømret hold. At stå på det her tidspunkt i et nedrykningsspil, hvor jeg vil mene, at vi har et fint udgangspunkt, er ikke nødvendigvis noget, som overrasker os,” siger han til Bold.dk.
Efter en svær kamp mod et godt modstanderhold fik Brabrands fodboldkvinder i serie 2 i aftes den tredje sejr i træk, da IHÅ Galacticos fra Idrætshøjskolen i Aarhus blev slået 2-0 i en meget jævnbyrdig kamp. Cagla Topcu scorede begge Brabrands mål i sejren, der betyder, at Brabrand nu er alene i spidsen for rækken. Foto: Henrik Andersen.
Mandag kl. 08.15 skete der et færdselsuheld i krydset Gudrunsvej/Åby Ringvej i Brabrand. En ukendt bilist bakkede fra en venstresvingsbane og ramte en bil, ført af en 48-årig mand, der holdt i banen ved siden af. Efterfølgende vendte den anden bilist rundt og kørte fra stedet uden at give sig til kende. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.
Mandag kl. 16.56 skete der et færdselsuheld på Gudrunsvej, hvor en ukendt person i en stjålet bil kørte hasarderet og skred ud i rabatten, hvor bilen forulykkede i en forhave efter at have kørt ind over et buskads og ramt flere havemøbler på terrassen. Der var ingen personer ved bilen, da politiet ankom til stedet.
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 12.00 en 26-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for overtrædelse af knivloven. En patrulje fattede mandag kl. 17.42 mistanke til to personer i en bil på Emma Gads Gade. Den ene, en 26-årig mand virkede påvirket af stoffer og blev visiteret. Under visitationen fandt patruljen en kniv og en mindre mængde hash, og den 26-årige blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven og for besiddelse af euforiserende stoffer. Undervejs blev han aggressiv og råbte flere skældsord af betjentene, der derfor også sigtede ham for fornærmelig tiltale af polititjenestemand.
En 38-årig mand, der befandt sig i nærheden, kom under anholdelsen til stedet og blandede sig gentagne gange i politiets arbejde og råbte af betjentene. Han blev derfor anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.