Fodboldklubben Vatanspor på Louisevej har siden 2020 bakset med planer om at ombygge det tidligere Klub 3 ved Sødalskolen til klubhus. Nu har klubben indsendt en ansøgning til Realdania-fonden Underværker med titlen ”Kulturhus og fodboldtempel”, der beskriver projektet til cirka 2,3 mio. kr. Du kan være med til at fremme projektet hos Underværker ved at stemme på projektet via dette link, hvor du også kan læse mere om planerne.
Brabrand-Årslev Kogræsser- og Naturplejeforening mangler medlemmer, som vil være en del af naturpleje-fællesskabet ved Brabrand Sø. Foreningen har et antal kreaturer, der afgræsser flere enge omkring Brabrand Sø fra april til oktober. Medlemmerne hjælper hinanden med at tilse dyrene henover sommeren, og når sæsonen er slut, bliver de sendt til slagtning, og medlemmerne deler kødet mellem sig. Du kan læse mere her.
Mandag åbnede Gellerupparkens afdelingsbestyrelse for første gang de nye foreningslokaler i Sports-og Kulturcampus. Samlingshus Caféen kalder de det foreløbig. Der er åbent de kommende onsdage kl. 15-17 og mandage kl. 10-12 gennem resten af januar og februar med. Ta’ elevatoren eller trappen op til 2. sal fra Mellemrummet foran Gellerup Bibliotek. Du er velkommen til at komme med dine gode ideer til, hvad der skal være af aktiviteter i beboerhuset.
Rasmus Bach Ottosen er formand for menighedsrådet i Gellerup Kirke. I denne artikel i Kristeligt Dagblad fortæller han om, hvordan han som 18-årig elektrikerlærling blev inviteret ind i et fællesskab, hvor samtalen om tro blev nærværende og levende.