I aften kl. 19.00 inviterer Gasværket igen til naturvidenskabeligt foredrag, denne gang om myrer. Foredragsholder er seniorforsker i insekt- og planteøkologi, Joachim Offenberg, Aarhus Universitet. Foredraget kan også høres i Lyngby Sognegård.
Beboerne i Gellerup har i lang tid via Gellerup Fællesråd kæmpet for at få politiet og Aarhus Kommune til at håndhæve parkeringsforbuddet på fortovet foran Gellerup Bibliotek. Men det ser ud til at være en tabt sag, da alle nu parkerer der hver dag. Tirsdag kunne man observere kommunens egne entreprenørfolk parkere på fortovet side om side med private biler.
I dag kl. 10-12 inviterer Folkehuset Brabrand til handelsdag, hvor man kan købe tøj, sko m.m. – og få inspiration til forårs- og sommergarderoben. I caféen kan du købe kaffe, brød mv. og fra kl. 11.30 varm mad.
I aften kl. 19.00 inviterer Fredens Hus til en aften med ”Sange der forandrer verden”. Camilla Dayyani og Martin Hornstrup vil i Gellerup Højskoles lokaler på Gudrunsvej 82 tage dig med på en rejse gennem musik og historie.
Mandag aften kl. 18.36 forsøgte en patrulje fra Østjyllands Politi at standse et køretøj på Sigridsvej. På Karensvej standsede bilen, men den 28-årige chauffør løb herefter fra stedet, uden det lykkedes politiet at følge efter og finde frem til ham i området. I bilen fandt politiet en ulovlig kniv, som blev beslaglagt. Politiet ved, hvem den 28-årige mandlige chauffør er, og han blev sigtet for at overtræde knivloven og for flere gange at have undladt at benytte sig af bilens blinklys.