I aften kl. 19.00 danner Gasværket igen rammen om et foredrag om naturvidenskab, denne gang om Grønlands indlandsis. Foredragsholdere er professor i kvartærgeologi Nicolaj Krog Larsen, Københavns Universitet, og professor i geofysik David Lundbek Egholm, Aarhus Universitet.
Politi og brandvæsen rykkede tirsdag morgen kl. 5.02 ud til en bilbrand på en p-plads ud for Inger Christensens Gade 78. Da brandvæsnet kom frem, var bilen overtændt, og selv om ilden hurtigt blev slukket, brændte bilen stort set helt ud. Østjyllands Politi vurderer, at branden kan være påsat og hører gerne fra vidner, som har set mistænkelige personer eller køretøjer på p-pladsen omkring kl. 5.00. Oplysninger kan gives via tlf. 114.
I eftermiddag kl. 16-19 inviterer Samvirket i Gellerup til kvartalsmøde, hvor blandt andet “Samvirkets Tryghedsbarometer” er et fast punkt på dagsordenen. Her møder Lokalpolitiet op med en aktuel kommentar til områdets kriminalitet og hærværk. Desuden vil der være fokus på corona-tristhed og nye aktiviteter i lokalområdet. Mødet foregår denne gang online.
Pop Op Poeterne med blandt andre Gordon Roberts, som har været aktiv i Gellerup i mange år, gav lørdag på Åby Bibliotek interessante smagsprøver på deres poesi. Pop Op Poeterne er en gruppe digtere fra Aarhus, der jævnligt dukker op i byrummet med ordjonglering og mundgymnastik.
Teknik og Miljøs kontorhus i Gellerup, Blixens, får 200.000 kroner af Den Jyske Kunstfond til et nyt stykke lyskunst af den anerkendte amerikanske kunstner Jenny Holzer. Hun vil skabe et tekstbaseret LED-værk, der er lavet til stedet og vil inddrage lokalmiljøets stemmer og skabe nye fortællinger i samspil med dem, skriver Stiften.