Det tynder ud i de firbenede naturgræssere langs Brabrand Sø. Efter en lang dejlig sommer på engene i ådalen er de fleste kvier nu transporteret hjem i den varme stald – eller på slagteriet. Lørdag hentede landmand Morten Laursen 6 kvier med hjem fra markerne ved Haveforeningen Søholm. Der er dog stadig en håndfuld tilbage på markerne.
I aften kl. 19.30 inviterer Brabrand Aarslev Kirker til en sangaften med Iben Krogsdal. Med den nye højskolesangbog i hånden tager hun publikum på en sangrejse gennem året og livets aldre fra fødsel til ungdom, alderdom og død.
På søndag den 28. november fejrer Gellerup Kirke, at sognepræst Karen Huus og kirkekoordinator Torben Kirkegaard begge har været i Gellerup Kirke i 10 år. Det sker efter gudstjenesten i kirken kl. 10.00. “Der vil være mad og drikke – under Corona-venlige omstændigheder”, skriver kirken på Facebook.
I aften kl. 19.00 spiller Brabrand IF Håndbolds kvinder i 2. division igen på hjemmebane i Brabrandhallens hal 2, hvor holdet tager imod rækkens nummer fire, Holstebro.
I dag kl. 16-20 inviterer Gellerup Forsamlingshus sammen med Grundtvigsk Forum til dialogaftenen ”Danskerne findes i mange modeller” med oplæg og debat om det at være ”bindestregsdansker”.
Gellerupparkens nye beboerhus Samlingshuset, der er en del af det nye Sports- og Kulturcampus på Karen Blixens Boulevard, er nu endelig bygget færdigt. Brabrand Boligforening har fået overdraget nøglerne. Men selv om rammerne nu står færdige, så skal vi ind i det nye år, før beboerne kan begynde at bruge huset. Førstesalen bliver de først fire år lejet ud til Den boligsociale indsats, mens anden sal bliver til de lokale ildsjæle.