Olivenspejderne har sammen med Skovgårdsparken arrangeret en sensommerfest for beboerne i området. Spejderne sørgede for en masse aktiviteter, blandt andet skattejagt, mad på bål, bygning af tårn og bænk, ansigtsmaling, hugge brænde og en fodbold turnering. Desuden var der salg af mad og desserter.
I dag kl. 12-15 åbner kunstnersammenslutningen Åbne Døres udstilling hos Veteranhjem Midtjylland, Edwin Rahrs Vej 61. Der er parkering ved kolonihaverne vest for veteranhjemmet. Udstillingen har åbent dagligt kl. 12-15. Fernisering af udstillingen er dog først på fredag d. 24. september kl. 16-18. Du kan læse mere her.
I aften kl. 19.30 i Brabrand Sognegård vil historiker Lars Nikolajsen fortælle om livet i Brabrand under besættelsen. Entré: 40 kr. inkl. kaffebord a la tiden under besættelsen. Du kan læse mere om arrangementet her.
I eftermiddag kl. 16.30 tørner Brabrand IF igen sammen med Kolding IF – denne gang i pokalturneringens tredje runde. Det foregår også denne gang på Brabrand Stadion.
Knap er årets GrimFest afsluttet, før billetsalget er gået i gang til endnu en festival, der som altid afvikles den første weekend i august. I 2022 bliver det den 4-6. august. For 18. gang spiller GrimFest op med både musik vi alle kender og sprøde nye toner fra up-coming kunstnere.
På torsdag den 23. september inviterer den lokale vinmand, Mr Ruby på Langdalsvej 75, til en spændende vinoplevelse, hvor du kan smage Barbaresco mod Barolo. Du får desuden historien om Barbaresco, og du får mulighed for at smage de to “store kanoner” fra området – Bruno Giacosa og Gaja – og du får lov at smage dem op mod kompetente vine også fra Barolo-området. Du kan tilmelde dig arrangementet her.
Før Gellerup Bibliotek flytter til det nye Sports- og Kulturcampus, der åbner i december, søger biblioteket en formidler, der kan være med til at styrke maker-aktiviteter, mediepædagogik og den digitale formidling. Den nye medarbejder skal have fingeren på pulsen og være kreativ i brugen af teknologiske redskaber og medieformater. Du kan læse mere om stillingen her.
Mandag kl. 15.26 skete der et færdselsheld, da en 55-årig mandlig bilist drejede til højre ad Edwin Rahrs Vej ud for Bazar Vest og i den forbindelse kørte ind foran en knallert, ført af en 19-årig kvinde, der kom kørende ad Edwin Rahrs Vej. Der skete sammenstød mellem bilen og knallerten med mindre materiel skade til følge. Den 19-årige kvinde blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 55-årige mand blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Mandag kl. 16.26 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, narkobesiddelse og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand.
Mandag kl. 20.54 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, kørsel frem for rødt lys og for ikke at efterkomme politiets anvisninger, da han blev standset af en patrulje på Hejredalsvej. En 25-årig mand, der sad som passager i bilen, blev desuden sigtet for besiddelse af narkotika.