Arkitekt Anna Mette Exner er blevet interviewet af Jyllands-Posten, i anledning af at hendes tegnestue af Slots- og Kulturstyrelsen er hyret til at vurdere fredningsværdien og mulighederne i Aarhus Cyklebane. Renovering og brug af bevaringsværdige bygninger er en hovedopgave for Exner Arkitektur, der har til huse i Kollektivbyen, Gudrunsvej 78. Du kan læse interviewet her (kræver betaling).
Samvirket i Gellerup og Toveshøj inviterer onsdag d. 3. marts kl. 17.00 til onlinemøde om trygheden i Gellerupparken og Toveshøj lige nu, hvor corona-nedlukningen fortsætter, og der hos mange ser ud til at være en vis træthed over restriktionerne. Onsdagens møde foregår kl. 17-18 via Zoom. Du kan koble dig på via dette link. Adgangskoden er 876929.
I dag kl. 13.00 klipper Danmissions generalsekretær Kristian Sloth den røde silkesnor ved indgangen til organisationens nye genbrugsbutik foran Bazar Vest, hvor Lykkeskolen tidligere boede. Butikken har i dag åbent kl. 13-17.
Da Brabrand Boligforening i september 2019 tog sit nye administrationshus på Karen Blixens Boulevard i brug, havde boligforeningen endnu ikke fået tilladelse til at opføre huset. Det skriver Jyllands-Posten i en omfattende afdækning af forløbet. I flere år kæmpede Brabrand Boligforening med kommunens tilsyn med boligforeninger om at få tilladelsen i hus, men først d. 19. maj 2020 kom godkendelsen af boligforeningens finansieringsplan.
Hvis du har brug for et lille pift til humøret, bør du se denne lille video, der viser hvad Sødalskolens 0. klasser har fået ud af at tænke på “100 ting der gør mig glad”. Du kan se videoen her.
Fodbolden ruller for alvor igen i Brabrand. Men på grund af restriktionerne er der en masse forskellige ting at tage hensyn til. Brabrand IF Fodbold har på denne side samlet en masse information om, hvordan børn og forældre skal forholde sig.