To mænd på 18 år og en mand på 19 år blev i dag fremstillet i Retten i Aarhus, sigtet for forsøg på manddrab i forbindelse med et overfald i Bazar Vest i lørdags. De to 18-årige mænd meldte sig selv til politiet mandag morgen, mens den 19-årige meldte sig selv tidligt tirsdag morgen. Der er fortsat er en formodet medgerningsmand på fri fod.
En 27-årig mand fik mandag eftermiddag besøg af en ukendt mand, der ringede på døren til hans lejlighed på Gudrunsvej. Manden oplyste, at han var fotograf, og at han skulle tage billeder af lejligheden. Det trick faldt den 27-årige mand dog ikke for. Den 27-årige afvise manden, der gik videre til næste opgang. Han beskrives som 25-30 år, 180 cm høj, almindelig af bygning, langt brunt, glat hår og overskæg, iført en rød, tyk jakke og lysebrune bukser og talte dansk.
I aften kl. 19.30 holder Brabrand Svømning ekstraordinær generalforsamling i Brabrandhallen, hvor det gælder afdelingens fortsatte eksistens. Hvis det ikke lykkes at vælge en ny bestyrelse, lukker afdelingen. Læs mere her
Også i aften står der jordskælv og tsunamier på programmet på Gasværket, hvor der er naturvidenskabeligt foredrag med temaet ”Vores urolige klode”. Foredraget starter kl. 19.00, men fra kl. 18.45 kan du komme og få en kop kaffe eller et glas og snakke med dine naboer.
Mårhunde trives tilsyneladende godt ved Brabrand Sø og Årslev Engsø. Disse to blev forleden skudt på Constantinsborgs arealer. Mårhunde er en stor trussel for fugle, der ruger på jorden og yngler i rørskæret, skriver Stig Jørgensen i Facebook-gruppen “Livet i Ådalen”.
Tidligt tirsdag morgen udbrød der en voldsom brand i en industribygning på Holmstrupgårdvej, skriver Jyllands-Posten. Det lykkedes 15 brandmænd fra Østjyllands Brandvæsen at bekæmpe ilden, men bygningen er helt udbrændt.
Foredraget i Sognegården på torsdag, “Årslev Fælled, fremtidens landsbysamfund”, er desværre blevet aflyst, da foredragsholderen, Kim Bisgaard, er blevet syg. Der meldes snart en ny dato for foredraget ud.