Vi skrev i går om en 35-årig mand, som blev taget for at køre 115 km/t på Silkeborgvej i sin Porsche. Historien var faktisk lidt længere: En fartoverskridelse på over 100 procent figurerer i politiets systemer som vanvidskørsel, og det vil normalt udløse en ubetinget frakendelse af kørekortet i seks måneder. Men da den 35-årige næsten lige havde fået kørekortet tilbage efter en tidligere frakendelse, blev det doblet op til et års frakendelse. Desuden kan han se frem til en bøde på 6000 kroner.
Flere og flere unge døjer med psykiske lidelser som spiseforstyrrelse, depression, angst og stress. Samtidig er emnet et tabu for mange, særligt for unge med minoritetsbaggrund. Det vil kvindelogen 82DOBBELTX hos Gellerup Live udfordre ved at invitere en gæst i kvindelogen, der har oplevet det på egen krop, den 23-årige Aleksandra Milanovic. Du kan følge med på Gellerup Lives Facebookside i dag kl. 18.00
Færdselspolitiet noterede i området mellem Silkeborgvej og Sintrupvej mandag aften igen et stort antal hastighedssyndere. En 20-årig mand præsterede på under to minutter, at bruge tre klip i kørekortet. Han kørte med mindst 96 km/t på Ringvejen, hvor det er tilladt at køre 70 km/t, og foretog to ulovlige overhalinger på samme stykke. Og en 18-årig mand blev målt til 91 km/t på Silkeborgvej, hvor man må køre 50 km/t. Fra kl. 16-23 blev det til 48 sigtelser og 46 sigtede.
De populære lokalhistoriske aftener, der i år skulle have været afviklet på Det gamle Gasværk onsdag den 20. og torsdag den 28. januar, er aflyst på grund af coronasituationen. Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv vil prøve at få dem afviklet sidst på foråret, nemlig onsdag den 19. maj og torsdag den 27. maj på Det gamle Gasværk.
Dansk Folkepartis byrådsmedlem Knud N. Mathiesen, Sigridsvej, opfordres nu af det unge partimedlem Daniel Pedersson til at trække sig som partiets spidskandidat til kommunalvalget i november. Den 32-årige kritiker siger til Lokalavisen, at han mener, partiet har brug for noget frisk blod i byrådssalen i Aarhus.
Stiften skriver fortsat om pukkelbumpene, som nogle er meget utilfredse med. Men andre er faktisk glade for dem, skriver Stiften og citerer blandt andre formand for Brabrand-Årslev Fællesråd, Chresten Ibsen for, at “der er masse af holdninger til bumpene, men der er ikke tale om, at alle er imod. Trafikanterne er typisk utilfredse, og så er der en anden gruppe, som ikke er”.
Kl 15.05 mandag skete der på Silkeborgvej et færdselsuheld, da en skraldebil før af en 46-årig mand ville foretage et venstresving og herunder kørte ind over en midterrabat. Her ramte den 46-årige en stålpæl, som rev hul på bilens tank. Ingen kom til skade ved uheldet.
Tidligt tirsdag morgen kl. 04.07 blev en 20-årig mandlig bilist standset i en rutinekontrol på Gudrunsvej. Fra bilen kom en stærk lugt af hash, og den 20-årige blev derfor sigtet for besiddelse af narko, mens betjente tog et nærmere kig på bilen. Her fandt betjenten flere klumper hash og en kniv. Den 20-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven.